Top 10 bæredygtige tøjbutikker i København

Top 10 bæredygtige tøjbutikker i København

Top 10 bæredygtige tøjbutikker i København 2560 1707 BedreMode.nu

Hvis du skal på bæredygtig shopping i København, så har du efterhånden et stort udvalg af skønne fysiske butikker. Jeg har valgt at lave det her som en top 10, men helt ærligt, så var det svært at prioritere. Der er så mange skønne butikker og jeg har et forhold til mange af folkene bag disse butikker. Så det føles som at rangordne gode venner. Så måske du mere skal se det som at disse 10 er de bedste 10 i byen…

REKLAME: Jeg har modtaget gaver fra flere af disse butikker.

1. Langsamt

Langsamt er en hyggelig butik på Dybbølsgade på Vesterbro. Den er drevet af Johanne og hendes mor Dorte og til sammen formår de altid at udvælge de fineste stykker tøj i det bæredygtig udvalg. Jeg er isæt vild med deres feminine univers og øjet for farver.

Fun fact: I år er Johanne begyndt at føre nogle få mærker der er produceret i Danmark. Det betyder også at man kan få helt unika tøj og syet efter mål.

Hvor? Dybbølsgade 66, 1721 København V

2. Res Res

Res Res har også helt deres egen stil der passer perfekt til deres placering midt på Nørrebro. Det er street, det er kvalitet og det er et tøj til både mænd, kvinder og børn. Og så er der altid rigtig god betjening, fed stemning og tid til den dybe snak om ressourcer og bæredygtighed (et ord de forøvrigt ikke er særligt glade for). De har uendelig returret fordi de hellere vil sælge tøj der bliver brugt end det der ikke gør. Res Res er også et af de eneste steder i byen hvor du kan købe de populære bæredygtige sneakers fra Veja.

Fun fact: Du kan også få repareret jeans i butikken. Som Nudie Jeans repair partner fikser de alle Nudie Jeans gratis og alle andre jeans for en lav pris.

Hvor? Guldbergsgade 29 C, 2200 København N 

3. By hand and Nature

By hand and Nature er startet af Stinne Gorell der også står bag det bæredygtige strikmærke af samme navn. Butikken der både er at finde på Frederiksberg i København og i Næstved er fyldt med skønt tøj og tilbehør til kvinder og børn. Her finder du især feminint hverdagstøj og gode basics.

Fun fact: By hand and Nature flytter også til Bornholm hver sommer hvor du kan finde butikken i Gudhjem.

Hvor? Godthåbsvej 44, 2000 Frederiksberg

4. Another View

Another View er en butik der har et godt miks af bæredygtigt produceret tøj og vintage sammen med både tilbehør til kvinder og til hjemmet. Drevet af tre skønne damer der alle elsker at klæde sig flot ud, og give dig god betjening. Det er nok her du har lettest ved at finde festtøj, da stilen er yderst feminin og festlig, ligesom stemningen i butikken.

Fun Fact: Da Another View flyttede ind i lokalerne havde de ikke råd til at fuld renovering, men træder du ind i dag virker de mange lag gammelt tapet som kunst.

Hvor? Store Kongensgade 85, 1264 København

5. Schulz by Crowd

Schulz by Crowd er en lille butik dedikeret til mærket af samme navn. Her kan du både finde den nyeste kollektion og udvalg af tidligere. Schulz by Crowd er et mærke som forsøger at være så bæredygtige så muligt og de kan nemt fortælle hvilke materialer og arbejdsforhold hvert enkelt produkt er lavet under, hvilket er et stort plus for den bevidste forbruger.

Fun fact: Stifterne bag mærket arbejder også i baglokalet bag den fine butik. Derfor kan du næsten altid være sikker på at få kyndig vejledning og en god snak.

Hvor? Lille Strandstræde 18, København K

6. Aiayu

Aiayu er et af de “oprindelige” bæredygtige mærker i Danmark, og deres smukke butik er altid et besøg værd. Her finder du hovedsageligt lækkert bomuld i løse snit og strik lavet af blød lama uld fra Bolivia. Stilen er meget casual og lidt boheme og kvaliteten er altid i top. Du finder også Aiayu butikker i Aarhus og Oslo.

Fun fact: Okay denne fun fact er måske ikke så meget om butikken, men jeg har været praktikant hos Aiayu og den gang lavede jeg research på bøjler, og deres nuværende bøjler er præcis dem jeg fandt frem til i min research. Og de er forøvrigt også ansvarligt lavet.

Hvor? Store Strandstræde 12a, 1255 København K

7. BeAwear

BeAwear er en butik jeg tit cykler forbi, men sjældent går ind i. Jeg tror det handler om at de i starten måske åbnede før de var klar (aka med meget tom butik) men de er virkelig kommet efter det, og har nogle fede mærker. Her kan du finde bæredygtigt tøj i alle prisklasser og danske mærker mikset med udenlandske mærker. Deres mission er at tilbyde bæredygtigt tøj til en pris alle kan være med på.

Fun fact: Som en af de eneste bæredygtig butikker i byen kører de tit med udsalg. Så du kan tit gøre et godt kup

Hvor? Nørrebrogade 5, 2200 København N

8. Textur

Næsten for enden af Godthåbsvej ligger en lille butik der mikser bæredygtigt tøj, lokalproduceret tøj og en masse fine loppefund. Textur er drevet af Mor og Datter som har hver deres styrker men begge en virkelig god stil. De prøver at tage nogle lidt anderledes varer hjem, og har fx fundet et skønt genanvendt badetøjsmærke som ikke findes nogle andre steder i landet.

Fun fact: Signe som er den ene halvdel af butikken syr selv meget af tøjet du ser i butikken.

Hvor? Godthåbsvej 69, 2000 Frederiksberg

9. Dedicated CPH

Dedicated er den eneste strøg butik på listen, men det er ikke en normal strøgbutik. Alt tøjet hos Dedicated er nemlig økologisk og/eller fairtrade certificeret. Her finder du især streetwear, altså masser t-shirts og sweatshirts med prints og slogans. Deres designs er meget farverige og du finder tøj til både mænd, kvinder og børn.

Fun fact: Jeg anbefaler ALTID Dedicated til folk med teenagere, især teenage drenge. Det er her du finder den største udvalg af t-shirts og sweatshirts.

Hvor? Frederiksberggade 10, 1459 København

10. Purløj og Persille

Purløj og Persille ligger kun på en sidste plads, fordi de ikke har åbent så tit. To gange om ugen holder Ditte åbent på sit lager så man kan komme og prøve de skønne ting hun sælger på webshoppen af samme navn. Her finder du ud over et stort udvalg af bæredygtigt tøj til kvinder også tøj til gravide, kvinder der ammer samt babyer og børn. Ditte er også altid frisk på en snak om bæredygtighed og hun prøver hvert år at købe mere ind af de mærker som virkelig lægger sig i selen for sine værdier.

Fun fact: Måske ikke et fun fact, men vigtigt fact er at du skal ind igennem en stor går og lede lidt efter butikken som ligger i venstre side af en ret stor baggård på Islands Brygge.

Hvor? Kigkurren 8 F, 2300 København

johanne

Jeg blogger om mode og bæredygtighed.

All stories by : johanne