Lørdag morgen, og jeg sidder med en kæmpe bunke lookbooks fra modeugen der gik. Modeugen kommer to gange om året, og skaber en masse forventninger, glamour men også en smule pres. Netop presset er jeg ikke så god til at sige nej til – det har Mia fx gjort rigtig godt i år.
Personligt følte jeg et pres for at komme ud og snakke med en masse bæredygtige brands. Torsdag gjorde det mig træt og anspændt, og som om det var en sur pligt. Men fredag fyldte det mig med energi, fordi jeg havde en masse snakke med seje ildsjæle. Ildsjæle der brænder for at lave sejt tøj med respekt for miljø og mennesker.
At snakke med den slags ildsjæle er det jeg elsker allermest! Seriøst, jeg kunne snakke i timevis om materialer, vandrensning, arbejdsforhold, design osv…
To tendenser jeg spottede
Hvis du havde regnet med tendenser i forhold til farver, snit og prints så må jeg skuffe. Dens lags analyser vil jeg overlade til mere trendy mennesker.
I stedet så jeg to tendenser inden for produktion, bæredygtighed, materialer og forskellige brands tilgange til netop de ting. For det er meget af det jeg stiller spørgsmål til når jeg går rundt på messerne.
Generelt synes jeg at der er to strømninger;
- Dem der går på kompromis med de bæredygtige materialer for at få de bedste designs og præcis det udtryk i tøjet de ønsker.
- Dem der går på kompromis med designet, og laver de bedst mulige styles ud fra de bæredygtige materialer de kan finde frem til.
Jeg forstår faktisk godt begge tilgange. Det kan være utrolig belastende at skulle gå på kompromis med sin æstetik og kreativitet for bæredygtighedens skyld. Det føler jeg selv som forbruger, så det må være endnu mere svært for en kreativ designer. Samtidig mudrer det historien og gør det sværre for den kritiske forbruger at stole på et mærke.
Jeg ved ikke præcis hvad jeg synes er bedst – I stedet ville jeg ønske at det ikke var nødvendigt at skulle lave de kompromisser.
Outfit detaljer
Jeg var kommet lidt fra at bruge min grønne brigida sweater, men den er jo stadig skøn. Og så er det første gang jeg havde bukserne på med flade støvler, efter de var en tur forbi en skrædder. Det var en god idé at droppe tanken om høje sko i hverdagen, da jeg føler mig så meget bedre tilpas i de flade.
Jakke fra Skall Studio i genbrugs uld
Tørklæde i økologisk alpaca uld – hentet hjem fra Bolivia af min søster
Nano-puff underjakke fra Patagonia
Grøn kort sweater fra Aiayu
Sort strikbluse fra Aiayu
Jeans fra Weekday i Recycled bomuld (modtaget som gave af Agency V)
Støvler i vegetabilsk garvet læder
Hvad synes du bedre brands skal gå på kompromis med?
Jeg er på ingen måde villig til at gå på kompromis med æstetikken og komforten. Det er ikke nødvendigvis noget jeg er stolt af, men det er sådan det er.
Hvad er det specfikt der gør, at man som designer kan være nødt til at gå på kompromis med designet, hvis man samtidig vil være bæredygtig? Hvis du altså ved det…
Jeg kan mærke, at det bæredygtige begynder at trække mere i mig. Indtil videre kommer det dog primært til udtryk ved en øget bevidsthed og ved at jeg er begyndt at afsøge de bæredygtige kategorier. Jeg vil fx gerne have nye viskestykker. Og har derfor googlet “bæredygtige viskestykker” i modsætning til tidligere, hvor det bare ville have været viskestykker (og har i øvrigt fundet nogle ret fine af slagsen).
Ift. tøj bliver jeg glad, hvis jeg finder noget jeg kan lide, og det samtidig er bæredygtigt. Men jeg køber ikke bæredygtigt, hvis jeg ved, at chancen for at jeg kommer til at bruge det ikke er særlig stor. Jeg har relativt svært ved at finde “grønt” tøj, der kommer igennem nåleøjet hos Fru Kræsen her. Men jeg ser det egentlig ikke som udtryk for, at der ikke bliver lavet pæne ting, men mere som en konsekvens af, at der selvfølgelig er langt mindre at vælge imellem end ved konventionelt lavet tøj.