Tilbage i slut maj var jeg så heldig at blive inviteret indenfor hos designer Rachel Kollerup. Hendes tilgang til design og bæredygtighed, er at tænke hele vejen rundt om produkterne og have baggrundsviden i orden. Derfor har hun et samarbejde med et forskerteam, så hun hele tiden kan holde styr på miljø påvirkningen af hendes designs.
Hvad er det vigtigste for dig, når du skal prøve at gøre tingene mere bæredygtigt?
“Jeg prøver at kigge på alle områder og ser hvordan jeg kan få det bedste alle steder. De områder er for mig; materialer, produktion, transport, brug og afskaffelse.
Jeg har gjort det til en tommelfingerregel, at jeg kun kigger efter metervarer, som er produceret i Europa. Råfibre kommer så vidt muligt også fra Europa. Så ved jeg, at der er nogle regler, som gør sig gældende.
Europæiske materialer
Rachel bruger som udgangspunkt ikke bomuld, heller ikke økologisk.
“Jeg har det rent personligt sådan med bomuld, at jeg synes det er dejligt at have på kroppen, men jeg synes egentlig ikke, at det holder ret godt. Og rent teknisk, når jeg tester det, fx i forhold til absorptionsevne, når det bliver vådt, så er det længere om at tørre og det er ikke så rart på kroppen, hvor tencel, til sammenligning, tørrer lynhurtigt.”
I stedet bruger hun mere viscose og tencel – men også uldblandinger. Gerne med genbrugsuld fra Italien.
“Der var på et tidspunkt, hvor man sagde, at man ikke skulle bruge polyester og andre olie baserede materialer, men der er altid spørgsmål for og imod udnyttelsen af ressourcer. Det er bare med til at forlænge tøjets holdbarhed det mere, og dét er mit argument for at bruge det. Det er et topscenarie og det er forskerne enige med mig i, for hvis du får den her genvundne uld blandet med polyester, så har du faktisk et stærkere materiale, der har været en miljømæssig besparelse ved at lave.”
Holdbarhed frem for alt
Netop at tøjet skal holde længe, og kunne bruges i flere år er vigtigt. Der spiller materialerne ind for det skal være nogle, som sikrer, at det ser pænt ud og holder farven, også efter flere vaske og flere år i skabet. På den måde kan man også spare forbruget.
“Når jeg har foretaget det bedste valg for alle kategorier, så er det også at sige; jamen, hvor lang tid holder mit tøj? Det kan ikke nytte noget at materialerne bare er 5-stjernede, hvis det materiale så kun holder 1 år.”
Produktionen foregår på en systue i Tallinn, Estland, på en fabrik, som hun har besøgt flere gange.
“Jeg tror, det er det tætteste man kan komme, nemlig produktion i Europa. Mange spørger mig selvfølgelig også; jamen hvorfor ikke i Danmark, men der er ikke den her mulighed, for at få produceret på den måde. Det er for dyrt og det er faktisk også umuligt, selv hvis man vil lægge pengene for det.”
“Det skal være noget hvor hver gang jeg går forbi spejlet så skal jeg stadig glædes over det have det på Jeg skal kunne stå inde for det både i dag og i morgen og i lang tid. Man skal kunne lide sit design så meget, at det er noget man skal have lyst til at sætte i produktion.”
Det er ikke så svært at forstå hvis man kommunikerer det rigtigt…
Lige så vigtigt, som det er at designe flot, bæredygtigt og holdbart tøj, så er det at kommunikere omkring det, og det bruger Rachel også en stor del af sin tid og krudt på. Hun udbyder 6-ugers undervisningsforløb for 8. klasser, som handler om bæredygtig mode.
“Det var meget en øjenåbner for dem at; jamen okay hvis jeg så måske køber noget der er lidt dyrere, så har jeg det så i meget længere tid og så belaster jeg miljøet måske ti gange mindre end hvis jeg gør det på den anden måde.”
Den realisering kommer de frem til gennem konkrete regnestykker både på miljø og på kroner og ører, samtidig med at de prøver at være designere selv og sidde med alle beslutningerne selv.
Rachel kunne godt se den form for undervisning i ressourcer og forbrug være en fast del af pensum i folkeskolen og det kan jeg kun støtte.
Jeg bringer resten af interviewet senere på ugen.
1 kommentar