Hvordan selvkærlighed hjælper til en bæredygtig garderobe

Jeg har tænkt på noget.

Faktisk er det hedebølgen der har fået mig til at tænke på noget.

Det handler om hvordan mine egne (dumme, indsnævrende og ikke særligt kærlige) tanker om min krop, afholder mig fra at se min garderobe klart. Og når jeg tænker dumt om min krop, så kommer jeg let til at skylde skylden på tøjet, og derved opfinde nye tøjbehov.

Jeg vil lige indskyde en ting her – nogle gange ER DET tøjets skyld! Det er aldrig din krops skyld hvis du føler dig forkert – så er det med at finde noget andet tøj, og I ved at jeg er stor tilhænger af at rydde ud i garderoben.

Men et par gange på det sidste har tilfældet været et andet for mig; Det er hverken min krops ELLER tøjets skyld – det er mine tanker om mig i tøjet.

Lad mig forklare lidt mere:

Jeg gik og tænkte at jeg ikke havde noget tøj til når det blev virkelig varmt – jeg manglede et par flotte shorts samt et par lette culottes. Som minimum – men nok også en løs kjole og ja listen fortsatte.

Men da den første dag af denne hedebølge oprandt, havde jeg stadig ikke fundet de rigtige ting. Svedende og lidt fortravlet kiggede jeg ind i skabet og hev min blå skjortekjole frem. Normalt har jeg en idé om at jeg ikke kan have den på uden bukser under, fordi jeg så viser for meget ben – og især mine knæ og lår.

Men varmen trumfede, og jeg tog den på. Og guess what – jeg følte mig både godt tilpas og smart hele dagen.

Sagen er nemlig at den slags sommer outfits er præcis den slags jeg altid drømmer om – og gemmer på pinterest; jeg tænkte bare ikke at jeg kunne gå i det, pga min krop… Hvilket er totalt dumt, for som vi ser på instagram hver sommer, så er alle kroppe bikinikroppe – hvis de ønsker at have en på.

Så med min nyfundne kropsaccept, gik jeg hjem og så mig om efter shorts potentiale. Jeg havde i skabet et par lyse bukser, som jeg egentlig synes er ok som bukser, men de er langt fra yndlingsbukser. Men kunne være skønne shorts. Bare et problem; lyse shorts på lyse ben. Det “må man ikke”… Siger hvem tænkte jeg, og 20 minutter senere havde jeg det par shorts jeg har ledt efter.

Fordi jeg tror dybest set at grunden til at jeg ikke har kunne finde shorts er, at jeg ikke har accepteret hvordan mine ben ser ud i dem.

Men det er som om hedebølgen skaber undtagelsestilstand i min garderobe, og jeg bliver nødt til at sige “her er jeg” – og i stedet for at være ked af det, så vil jeg hellere arbejde på at elske det hele – som jeg er.

Men hvad har det med bæredygtighed at gøre?

Jeg har længe været inspireret af den kropspositive bevægelse, men egentlig tænkt lidt “det er meget fint at vi skal elske os selv, men hvad med planeten og andre mennesker!?”. Jeg ved godt at det aldrig har været en modsætning, men det er først denne sommer at forbindelsen virkelig har klikket på plads.

For det mest bæredygtige, når det kommer til vores garderober, er at bruge det vi har – frem for at købe nyt. Og jeg tror at tilfredshed er den største fjende for brug og smid væk kulturen. Og jeg tror at jo mere tilfreds jeg er med min krop, jo mere tilfreds – og i længere tid – er jeg også med det tøj som jeg har valgt at købe til den.

Lige så meget som jeg elsker trends, udskiftning og at lege med garderoben, lige så lidt ønsker jeg at lade mig begrænse af hvordan jeg tænker om min krop – og især ikke til en grad hvor det potentielt kunne have ført til fejlkøb og mer-forbrug.

Sommeren er kort, og om et par uger forsvinder min lyst til at gå i shorts og korte ting. Og hvis ikke, så finder jeg nok et par shorts jeg virkelig elsker. Men indtil nu er jeg glad for at jeg ikke har købt noget bare fordi.

Kan du følge min tanker, eller ser du ingen eller flere sammenhænge mellem selvkærlighed og bæredygtig garderobe?

GemGem