Er I kommet godt igennem julen? Selv synes jeg den var lang, og er egentlig glad for at være tilbage i København, tilbage til arbejdet og hverdagen.
I dag tænkte jeg det skulle handle om alle de ting jeg har lært omkring tøj i 2017. For selv om jeg har beskæftiget mig med tøj og bæredygtighed virkelig længe, så er der stadig 1000-vis at ting jeg ikke ved. Måske du har lært de samme ting, eller noget helt andet, og så må du endelig dele med os andre!
Kvalitet og gode detaljer betaler sig.
Jeg har det sidste halve år næsten ikke shoppet hos H&M Consious eller de andre “bedre” high street mærker. Det var fordi jeg kom til en erkendelse af, at de stykker tøj aldrig holdt længe i min garderobe. Enten pga dårlig kvali eller fordi de rent visuelt ikke var langtidsholdbare. Samtidig kan jeg også se at noget kan blive for basic i min garderobe (på nær sko, her er jeg kedelig) og derfor skal jeg kigge meget mere efter spændende detaljer.
Vi ved ikke hvor forurenende modeindustrien er.
Der findes en “fact” om at modebranchen er den anden mest forurenende industri i verden – det er der mange som ynder at sige, men i marts gik en af mine idoler Alden fra Ecocult i kødet med denne “fact” og fandt ud af at vi ikke ved det.
Langtidsholdbarhed er vigtigt i et miljøregnskab.
En af de ting som ændrede mit syn på tøj i 2017, det var endelig at lytte til alle de folk som regner på livstids analyser af tøj. Jeg sad i debat med en forsker i tekstiler og miljø, som selv kun købte genbrug, fordi han var overbevist om, at det bedste var at bruge tøj op! Her på bloggen snakker jeg mest om produktion og bæredygtighed, men jeg er blevet mere holistsik i mine tanker omkring det. Måske også sammen med mine egne erkendelser om en lille garderobe; men det er bare så super vigtigt at det tøj vi køber bliver brugt. Af os først og fremmest. Det sætter store krav til hvert eneste køb.
Genbrug er problematisk, men ikke entydigt.
I forbindelse med nr 3, så gik det igen op for mig at man ikke kan se tingene sort og hvidt. Efter jeg i 2016 skrev “Sandheden om det tøj du donerer” er jeg blevet endnu mere nuanceret i mit syn på genbrugstøj. Ikke mindst pga denne podcast!
Læder er ikke bare læder.
Efter at have set filmen River Blue gjorde jeg op med mig selv, at jeg ikke ville købe læder fra Asien, og faktisk helst kun fra Europa.
H&M kan overleve enhver skandale.
Vi skal åbenbart stadig diskutere om økologisk bomuld er bedre, fordi der bruges mere vand. Jeg har ikke en kilde til jer her, men kan bare sige at jeg er træt af den diskussion. En nærliggende diskussion er hvorvidt bomuld overhovedet kan kaldes bæredygtigt, når der findes bedre alternativer. Hvis I vil have et indlæg som diskuterer begge dele, så sig til!
Jeg er virkelig bare en buksepige!
Mikroplast fra tøj er langt fra det største problem når det kommer til mikroplast generelt. Men derfor burde det stadig være vaskemaskine producenternes ansvar at filtrere det.
Cashmere fnuldrer.
Og det samme gør uldblandinger hvor der er store mængder syntetisk fibre i. (I min optik er 20% store mængder). Tilgengæld har jeg ikke oplevet det hos god merino uld, højlandsuld eller Lama… Men har dog også haft en 100% økologisk uldsweater som blev for grim til at gå i. Så man skal kende sin uld og sine mærker.
At kvalitet i materialer slår virksomhedens opfattelse af sig selv dom bæredygtig. Og for mig er der fire virksomheder, hvor man kan finde super materialer, Hope, Acne, Mads Nørgaard og COS. Det er det tøj, der bare holder. Selv Filippa K er en taber i forhold til dem.
Man kan også finde det hos MaxMara og andre i den kategori, men der er det vanskeligere at finde det, man ikke bliver træt af. Men hep, hep til en snart 10 år gammel uldfrakke og en snart 18 år gammel overgangsfrakke👍