En ting alle bloglæsere elsker at hade; sponsorerede indlæg. I ser dem poppe op lidt oftere her på BEDRE MODE, og derfor tænkte jeg, at jeg ville snakke lidt om det. Det skal nemlig ikke blive “elefanten i rummet”.
Når man som jeg, beder om gennemsigtighed fra brands, så er det kun naturligt at udvise det selv. Derfor skal der heller ikke være nogen tvivl om, hvornår noget er sponsoreret her på bloggen.
Gaver / Anmeldelser / Gratis Tøj
Jeg siger ind i mellem ja tak til gaver, og andre gange spørger jeg selv, om jeg må anmelde et produkt. Begge ting ser jeg ens på, fordi der er altid en forventning om omtale på bloggen. Indlæg som handler om disse ting, vil derfor blive markeret med sponsoreret, og derefter helst en detaljeret beskrivelse af hvordan. Fx skrev jeg at jeg havde fået en gratis klipning hos Zenz Organics – I det tilfælde var det på min egen opfordring fordi jeg gerne ville formidle, hvad en økologisk frisør indebar.
Hen over efteråret vil der komme lidt flere produktanmeldelser. Det er ca 50/50 om jeg har opsøgt det, eller er blevet opsøgt. Mit fokus på bloggen har altid været at give gode shoppe-råd, og jeg kan bedre guide jer, hvis jeg har prøvet tøjet, vasket det etc. Jeg vil altid være ærlig, men hvis noget virkelig ikke er godt, så kommer det sandsynligvis ikke på bloggen.
Brug af gaver i outfitposts
Hvis jeg får noget tilsendt, som jeg ender med at elske, vil I helt sikkert se det i outfitposts senere hen. Som I ved, elsker jeg at vise det samme “bedre” tøj på mange forskellige måder. Her vil jeg altid forsøge at huske, at markere at tingen er modtaget som gave. Hvis der ikke står noget, har jeg sikkert selv erhvervet det.
Sponsorerede indlæg
Når et indlæg er betalt for, vil det også fremgå som sponsoreret, og i samarbejde med det pågældende brand. Når jeg bliver kontaktet, hører jeg altid om brandet har budget til et betalt blogsamarbejde, fordi det giver mig mulighed for at arbejde mere på deres terms, og efterkomme ønsker om udgivelses tidspunkt. Selvfølgelig vil det altid være mine egne holdninger i indlægget, og jeg vil kun samarbejde med brands jeg virkelig tror gør noget godt.
I vil aldrig se mig skrive at et indlæg IKKE er sponsoreret, fordi jeg synes at netop denne sætning hentyder til mistillid mellem blogger og læser. Jeg håber, I stoler på, at jeg markerer hvad der skal markeres, både på min blog og på andres. Jeg forstår godt at man nogle steder kan komme i tvivl (det kan jeg også selv), så hvis I nogen sinde bliver i tvivl her, så håber jeg at I råber højt!
Hvem vil jeg samarbejde med?
Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv, og for mig er der to parametre som vægter højest. Det ene er Sustain Daily’s værdigrundlag som jeg har skrevet under på at jeg vil overholde. Det andet er min mavefornemmelse. Kan jeg fx vise noget jeg ikke ville have mulighed for ellers, kan det gøre mig og jer klogere og er de villige til at være gennemsigtige? Det sidste er fx vigtigere end præcis hvor bæredygtige virksomheden er.
Jeg synes det giver fin mening at du tager imod sponsorater, det er jo også en form for arbejde for dig at blogge.
På den måde synes jeg at det er fint at du får en form for “løn” for dit hårde arbejde.
Faktisk synes jeg også at selve det her indlæg er dejligt befriende, netop fordi det giver gennemsigtighed 🙂