Forsinket fredagsekspert: Tøj og CO2 udledning

Forsinket fredagsekspert: Tøj og CO2 udledning

Forsinket fredagsekspert: Tøj og CO2 udledning 1458 2050 BedreMode.nu

co2 i produktion 2

I får lige fredagseksperten på en lørdag. Den skulle selvfølgelig have været ude igår, men jeg tror jeg er blevet allergisk overfor stress. Så nu kommer den her. Det er stadig seje Rachel Kollerup som står for guldkornene, og i dag skal det handle om CO2 – for det udleder tøjproduktion nemlig også.

Jeg bruger normalt bogstaverne CO2 fordi det er oftest brugt, men Rachel holder af at bruge det danske ord kuldoxid.

Hvorfor udleder tøj kuldioxid/CO2?

af Rachel Kollerup

Hvad nu hvis man let kunne omregnede prisen på tøj til prisen på de ressourcer, det vandforbrug og den kuldioxid der hang, hvad mon den så ville sige?

Tænk hvis den vurdering kunne få lige så meget indflydelse på købet som prisen.

For nogle år siden lavede jeg, i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Force Technology i Lyngby, et lille eksperiment. Vi ville se om der var en miljømæssig forskel ved at skifte materialet ud på de helt samme shorts. Det var der! Hvis uldshorts udledte 5,7 kg kuldioxid i materiale og produktionsfasen, så udledte hørshorts kun 2,3 kg kuldioxid.

Det er abstrakt at konvertere den miljømæssige vurdering af sine shorts til kuldioxid udledning målt i kg. Men uanset hvilket tøj vi køber, så udledes der kuldioxid fordi…

– Alt tøj udleder kuldioxid ved produktion – fordi der bruges strøm til forarbejdning.
– Alt tøj fra animalske fibre har allerede i opdrætsfasen udledt kuldioxid
– Alt tøj udleder kuldioxid i brugsfasen, når det vaskes, tørres og stryges
– Alt tøj er lavet af fibre og ALLE fibre indeholder kuldioxid, derfor vil tøj altid udlede kuldioxid ved nedbrydning og afbrænding.

co2 i produktion 1

Når man vil reducere kuldioxid

Der kan arbejdes på kuldioxid reduktion på flere planer
1. kuldioxid reduktion i produktionsfasen
2. kuldioxid reduktion i brugsfasen
3. kuldioxid reduktion i afskaffelsesfasen

1: Kuldioxid reduktion i produktionsfasen

Den største reduktion af kuldioxid i produktionsfasen ville være at reducere mængden af tøjproduktion generelt. Tænk på at jo mere der produceres, des mere kuldioxid udledes der. Hvis man kan producere energioptimeret kvalitets tøj, hvor der i produktionsfasen er reduceret kuldioxidudledning, så er det et bedre scenarie.

Lenzing i Østrig, som er kendt for Tencel og Refibra producerer cellulosebaseret materiale af træer, er et godt eksempel på energioptimering i produktionsfasen. Men ellers er produktionsfasen et svært og uigennemsigtigt område – særligt fordi der er så mange produktionsled ved tøjproduktion.

2: Kuldioxid reduktion i brugsfasen

Kuldioxid reduktion i brugsfasen er at udvælge tøj som ikke kræver særlig meget vedligeholdelse og som man vil bruge i lang tid. Tøj, der er produceret under optimale forhold, men som kræver meget vedligeholdelse kan i realiteten være mere miljøbelastende, end tøj der er produceret med et større miljøaftryk, men som næsten ikke kræver vedligeholdelse.* På den måde kan kuldioxid regnskabet fra ressourceforbruget og produktionen udlignes. Som forbruger har man stor indflydelse på at reducere kuldioxidudledning i brugsfasen, hvilket fx også kan være ved at vaske mindre, ikke bruge tørretumbler og reparere tøjet.

3: Kuldioxid reduktion i afskaffelsesfasen

Kuldioxid reduktion i afskaffelsesfasen vil være at ændre opfattelsen af tøj generelt. Alt tøj uanset mærke har lige stor ressourcemæssig værdi og bør indkøbes på lige vilkår med henblik på langsigtet brug. Men sådan opfatter vi det ikke altid, og derfor ender alt for meget tøj med at blive smidt ud og brændt, og det er kuldioxid udledende. Dit valg i butikken har stor indflydelse på tøjets samlede miljøaftryk.

Som designer skal man tænke livscyklus

Som designer kræver kuldioxid reduktion en indlevelse i brugsfasen, for man vil umiddelbart tro, at der er god grund til at vælge uld eller polyester fra. Men både uld og polyester har sådan set gode egenskaber i brugsfasen, der gør at det samlede kuldioxid regnskab bliver opvejet. Uld kræver stort set ikke vedligeholdelse, så mange vaske og strygninger kan undgås, polyester er umulig at vaske ned, så polyester kan potentielt holde sig pæn i mange år. Plantefibre har et pænere kuldioxid regnskab i produktionsfasen, men det er mere sandsynligt at de vil blive vasket ofte og deraf både udlede mere kuldioxid og hurtigere blive slidt.

Hvis du vil læse mere om kompleksibilitet ved materialevalg, kan du læse en anden artikel jeg har skrevet “Den komplekse guide til bæredygtige tøjkøb” 

Alle fibre indeholder kuldioxid

Når vi snakker tøj, snakker vi også fibre. Som beskrevet i tidligere indlæg er der plantefibre, animalske fibre og syntetiske fibre. De indeholder alle kuldioxid.

Planter lever af kuldioxid og omdanner kuldioxid og vand til glukose og ilt. I den proces bliver kuldioxiden ophobet i planten og den kuldioxid frigøres først igen ved nedbrydning eller forbrænding, ligesåvel som der frigives kuldioxid ved et hvilket som helst produkt ved afbrænding.

Dyr derimod forbruger ilt og frigør kuldioxid og metangas ved vejrtrækning og fordøjelse.

Det er også den korte forklaring på hvorfor plantefibre, målt i kuldioxidudledning, er et mere miljøvenligt valg til tekstiler end uld for eksempel, men det er ikke entydigt; Uld har andre miljømæssige fordele, når det kommer til kuldioxidudledning (se ovenfor).

Til tøjproduktion bruges også syntetiske fibre lavet af råstoffer som olie, kul og naturgas. Man fremstiller syntetisk materiale som polyester, nylon, akryl og elastan af olie. Disse materialer har optaget kuldioxid over millioner af år, men bidrager ikke til en nuværende reduktion af kuldioxid.

For at producere tøj skal der bruges strøm og her afbrænder man, medmindre strømmen er fra en vedvarende energikilde, primært kul for at lave strøm, og det udleder kuldioxid.

Tænker du over kuldioxid/CO2 når du køber tøj?

johanne

Jeg blogger om mode og bæredygtighed.

All stories by : johanne
1 kommentar
  • Produktion af tøj er blevet en stor miljøsynder
    13. august 2018 08:22 | Af Redaktionen | Tip redaktionen om en historie
    Tekstilindustrien udleder mere CO2 end fly- og shippingbranchen, og problemet er stigende. Fra 2000 til 2015 er produktionen af tøj fordoblet, mens vi bruger tøjet i kortere tid.