Her kommer en butiksanbefaling, ovenpå mit opråb fra butikkerne i sidste uge. Det var faktisk fordi jeg var forbi butikken i starten af januar, og jeg havde en lang dejlig snak med Mette og Dorthe, to ud af tre af butikkens ejere, at jeg fik lyst til at skrive det sidste indlæg.
Jeg havde nemlig god mulighed for at spørge ind til produkter, og samtidig kender jeg de dejlige kvinder. Jeg stoler på deres dømmekraft, og tænker at de har taget et bevidst valg for hvert produkt.
Butikken Another View på Store Kongensgade 85 i København er både ny, og ikke ny. På den måde at den har ligget der et lille år under navnet Eden, men pga lidt udskiftning i ejerkredsen, har de nu valgt navnet Another View. Samme navn som Dorthe og Mette har lavet tøj under i flere år. Lækkert, bæredygtigt tøj under værdierne; Fair, Clean & Recycled. (Sjov bonus info, jeg har faktisk holdt mit første mini-mode foredrag til et af deres modeshows/kundeevents en gang. Måske vi skulle gentage det?)
I butikken kan du få et godt mix af tøj, Beauty og en smule home-ting. Tøjet er fra forskellige mærker ud over Another View’s eget mærke. Du kan fx finde lækre hørskjorter fra Viild (I’m in love), Bambus undertøj, vegansk sko og genanvendte nylonstrømper. Og meget mere. Blandt det nyproducerede tøj hænger også nogle få udvalgte vintage styles.
Jeg synes butikken indeholder et rigtig godt mix, og jeg er vild med butikkens inkluderende blik på hvad bæredygtigt tøj er. Nogle styles er lavet af økologisk uld eller bomuld; andre er lavet af upcyclede materialer fx den orange kimono eller flere af Another View’s egne bluser af deadstock. Og så er der nogle genbrugsfund, som man sjældent ser i samme butikker som sælger nyproduceret.
Derudover er butikken krydret med lækkert tilbehør – fx neglelak, små glas vaser og Botanisk Gin. Ja, det er måske et mærkeligt mix, men det bliver bundet samme æstetisk.
Da jeg spurgte Dorthe efter mit besøg om de havde et nedskrevet værdigrundlag, sendte hun dette:
“Another View arbejder efter FNs 17 verdensmål, hvor vi nøje udvælger produkter som opfylder 1 eller flere af disse målsætninger.
Vi har et særligt fokus på produktion og materialer, med videreførelse af vores oprindelige værdier; Clean / Fair / Recycled. Dvs produkterne er produceret under fair lønvilkår og humane arbejds- og miljøforhold.
Mest af alt holder vi af produkter som er produceret af genanvendte materialer – vi ser det som vores mission at bibeholde vores nuværende ressourcer og omdanne dem til nye fortællinger, produkter og design.”
Jeg synes godt man kan mærke disse værdier i butikken, især kærligheden for de genanvendte (men mega lækre) produkter. Jeg ville dog ønske at de fik disse værdier op på en flyer, hjemmeside og måske plakat i prøverummet. Så det må jeg jo se, om jeg måske kan inspirere dem til.
Så varm anbefaling af butikken på Store Kongensgade. Og ja, det er en ny favorit butik, fordi min gamle favoritbutik i den del af byen, nemlig River and Raven er lukket. Another View er ikke en erstatning; det er noget helt andet, men også et besøg værd.
Hvor dejligt med en butiksanbefaling 🙂