Jeg elsker pæne negle. Pæne lakerede negle.
Det er en af de ting der virkelig kan løfte mit humør – og måske også lidt min selvtillid. Derfor har jeg altid været fascineret af Shellac, selvom jeg godt ved at det er “forbudt” efter mine bæredygtige standarter.
Der er ikke noget godt at sige om Shellac og andet meget holdbar neglelak, hvis man spørger nettet. Jeg har også haft en meget spændende snak med Stella fra Beauty Avenue, som kunne berette om neglelak fra et arbejdsmiljø perspektiv. Da jeg besøgte deres salon, fortalte hun at de forsøger kun at lave behandlinger der ikke kræver udsugning, og så var næsten alt neglelak udelukket.
Jeg kan jo godt lægge pæn neglelak selv; se bare her over.
Jeg måtte bare prøve det
Så jeg ved det godt; jeg ved godt hvor slemt det er for både miljøet og for de mennesker der arbejder med det. Alligevel har jeg følt en tiltrækning, og for nogle uger siden gjorde jeg så det “forbudte” og fik lagt det på.
En travl weekend med masser events stod for døren, og jeg vidste at jeg ikke ville have tålmodighed til at lægge ny eco-neglelak hver morgen (hvilket er nødvendigt hvis du vil have totalt intakte negle med de skånsomme metoder).
Derfor gik jeg i Nørrebro Bycenter og satte mig i stolen hos en lidt sjusket salon. Jeg tænkte, at hvis det alligevel var lige skidt det hele, gjorde forholdene ingen forskel. Bare for at prøve det altså.
Efter 20 minutter havde jeg de smukkeste mørkerøde negle. Helt glatte, perfekt pålagt og lidt tykkere end normalt. Ihh de var smukke, og jeg tænkte straks; det her må blive min hemmelige guilty pleasure; jeg kan jo ikke fortælle det til nogen !?
Åh jeg savner også mine pæne nøgne negle.
Dejlig oplevelse mens den varede
Weekenden gik, og det gjorde næste uge også. Jeg havde stadig fejlfri negle og elskede det. Jeg tænkte endda at jeg godt kunne overveje at bruge det fast fordi det var så fint… Dog tænkte jeg at med en pris på 250 er det en dyr vane, og jeg vidste endnu ikke hvor længe de ville holde.
Men kort og dyr fornøjelse
Det fandt jeg aldrig ud af, for efter to en halv uge var negle-udgroningerne så store at jeg ikke længere syntes det så godt ud. Jeg begyndte derfor at google hvordan man fik det af. Almindelig neglelakfjerne virkede ikke.
Nettet foreslog sølvpapir, men det ejer jeg ikke (jvf. mine øko-værdier) så jeg måtte bruge en rest film og masser malertape for at holde det acetone fyldte vat fast på fingrene i 5 minutter. Av det sved.
Og da jeg havde fjernet det, var mine negle så grimme. Jeg måtte bruge yderligere en halv time på at file dem, og så påføre et nyt lag almindelig lak fra køleskabet for at kunne holde mine negle ud.
Nu har jeg så fjernet den lak igen, og mine negle er stadig ikke fine. På med lak igen – og selvom den faktisk sidder bedre fast på den nye/ødelagte overflade, så kan jeg med sikkerhed sige at det ikke er det værd.
Jeg er glad for at have prøvet det
Men jeg behøver heller ikke gøre det igen. Jeg tror på, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det det nok. Og Shellac er sådan et eksempel for mig. Det virker så perfekt og en virkelig let løsning, men enten skal det opretholdes med behandlinger hver anden uge (av min pengepung) eller man skal leve med virkelig grimme negle ind i mellem. Og hvis man så er villig til at betale hver måned, så betaler de ansatte med deres arbejdsmiljø og at være udsatte for slem kemi hver dag.
Alt dette vidste jeg teoretisk godt. Men jeg havde brug for at føle det på egen krop hænder.
Jeg gik med neglelak fast for år tilbage. Når først man begynder, ser ens fingrer helt forkerte ud uden! Og ens negle bliver så grimme.. Skiftede over til en fri-for-xx lak fra helsen, som fungerede fint for mig. Hvis man bruger de lyse nuancer, er det ikke lige så tydeligt med slid.
Nu går jeg dog slet ikke med neglelak længere. Er blevet glad for en low-maintenance rutine der holder i hverdagen, hvor jeg stadig føler mig velplejet. Med rene, korte, plejede negle. Det er også dejligt praktisk, da jeg er glad for at bruge mine hænder meget med havearbejde, madlavning og kreative sysler!