I min nyligt afleverede opgave, har jeg skulle gøre mig overvejelser om hvilke faktorer der gik ind i at skabe et bæredygtigt produkt. Det er faktisk noget jeg tænker på ret meget – overrasket? Nej okay så mærkeligt er det måske heller ikke.
Bæredygtigt design inkluderer rigtig mange ting, og for mig handler det om at tage både miljømæssige og sociale hensyn. Men også om at skabe et godt design, som giver glæde hos brugeren samt dækker et behov.
Det er svært at beskrive, men en som jeg synes er rigtig god til at tænke hele vejen rundt om et produkt, er Rachel Kollerup. Hun var en af de første seje mennesker jeg interviewede til bloggen, og jeg er til dato stadig inspireret af hendes helheds tænkning. Hun siger sådan her om holistisk bæredygtigt design:
“Jeg tænker hele designets livscyklus igennem inden min egentlige designproces. På den måde kan jeg gøre mig grundige overvejelser om designets formål og krav til holdbarhed på forhånd. Herfra kan jeg optimere alt, lige fra konstruktionfasen, hvor jeg tager hensyn materialeforbrug og belastning, til at udvælge det mest bæredygtige materiale til formålet. I de forberedelser har jeg også overvejelser om til det færdige designs behov for vedligeholdelse, så vask og strygning kan minimeres. Mine designs skal have varighed og kunne bruges igen og igen.”
En designer som har tænkt over alle disse forhold er godt på vej til at skabe et bæredygtigt design. Dog skal der, før jeg vil kalde det “rigtigt” bæredygtigt, også indtænkes ordentlige arbejdsforhold i produktionen – noget der dog er meget sværere at måle på.
Hold op med at rangordne bæredygtig mode!?
Generelt er jeg dog rigtig træt af at vi skal gå og tænke i hvad der er mest bæredygtigt. Jeg ser på det som en rejse, på vej mod at skabe skønne produkter der har en minimal impakt på miljøet og en positiv impakt på de involverede personer. Som lille tøj producent starter man et sted, og kommer så tættere og tættere på målet. Processen ser forskellig ud for alle, og så længe der er åbenhed på vejen, så synes jeg at det er værd at støtte. En anden designer Maria Van Nguyen siger det så fint:
“Det er ikke fordi det nødvendigvis er meget svært at være en bæredygtig designer – det er bare så meget lettere ikke at være det”
Jeg kalder en hel del ting bedre, af frygt for at kalde det bæredygtigt, når det ikke er 100% holistisk bæredygtigt. Ideen om hvad der er bæredygtigt, ser også forskelligt ud for forskellige mennesker. Det er vi i Sustain Daily et god eksempel på.
Så til forbrugere: Find det du synes er vigtigt, og støt op om de designere som gør det knap så svære, men knap så lette – og forsøger at blive bæredygtige.
Og til designere: Gør hvad I kan, og prøv hele tiden at gør det bedre. Det kan fx være ved at lade sig inspirere og undervise af Rachel til hendes workshop: Bæredygtig design er optimering i hele tøjets livscyklus. Generelt står hun i spidsen for en del workshops hen over sommeren, og jeg vil gerne frivilligt hjælpe hende med at sprede ordet (ps – det er ikke kun designere der er velkomne – alle med en sund interesse)
1 kommentar