I dag kommer der lige en så kaldt “stream of consciousness” – et øjebliksbillede fra min hjerne og lidt om hvorfor jeg gør de ting jeg gør.
At se det lille billede i det store
Jeg startede med at blive studenter-politisk aktiv i gymnasiet, og blev hurtigt opslugt af den verden. Både fordi folk så noget i mig, og fordi jeg synes det var meget mere spændende end fysik og matematik på højniveau. Alle går ind i det med ønsket om at “gøre en forskel”, men jeg så hurtigt hvor langsomt, ting egentlig rykkede sig.
Hvert år stod vi på rådhuspladsen og demonstrerede mod nedskæringer. Og hvis vi brugte ugevis på et høringssvar, skulle vi være heldige, hvis der blev ændret et komma i lovgivningen.
For en utålmodig og resultatorienteret type som mig, var det let at miste modet. Hvad rykkede det egentlig? Alt det ændrede sig dog, da jeg begyndte at tage på mange skolebesøg. Her lærte vi eleverne om skoledemokrati og om at have indflydelse. Og selvom indflydelsen var lille, så var den værd at kæmpe for.
Jeg kunne se, at der på hvert besøg, var mindst én som virkelig rykkede sig. Som så at, der var noget mere derude. Som blev tændt, handlingsorienteret og begyndte at se tingene i et nyt lys.
Lige siden har jeg ledt efter at skabe den effekt hos folk omkring mig.
Man bliver ikke lykkelig af at se uretfærdighederne, men man bliver tændt af at handle på dem
Jeg er opdraget med en meget skarp retfærdighedssans, og derfor er det let for mig at se – og føle ansvar for – uretfærdigheder i verden. Da jeg startede på KEA, gik det hurtigt op for mig, at denne retfærdighedssans betød, at jeg ikke bare kunne glemme bomuldsbønderne, syerskerne og alle de andre mennesker vi så på film i klasselokalet.
Derfor dykkede jeg ned i det med alle kræfter. Ligesom i gymnasietiden kom jeg hurtigt ind i emnet, og jeg begyndte at skabe mig et netværk af folk som ønskede det samme. En mere fair modeindustri.
Det startede med mennesker, men blev hurtigt også et spørgsmål om miljø og bæredygtighed. Det er nemt at sige at mine handlinger ikke ændrer noget i det store billede, men jeg vælger at holde fast i det lille billede. Det gør at jeg kommer igennem dagen – når jeg kan handle på det jeg ser i verden.
Hvis bare det ændrer noget for én person
Hele vejen igennem husker jeg tilbage til følelsen af at stå i et gammelt lokale på en skole – overfor en stor gruppe af elever der mest af alt var der for den gratis kage. At kigge ud over dem, og finde den ene person som tog noget ekstra med hjem, den person vi ændrede noget for.
Med det kompas, er det ikke svært at blive ved med fx at blogge. For så betyder en enkelt kommentar en verden til forskel. Så snart én person har reageret på noget, så har det betydet noget for dem.
Med den tanke, er det let at forstå, hvorfor det gør en forskel at købe hos de små bæredygtige virksomheder. Dem som har et forhold til de familier som laver deres tøj. Fordi her ved jeg, at kun få ordrer er forskellen på om de har en god forretning og måske kan ansætte endnu en kvinde. Bare en enkelt kvinde som måske kan få et ordentligt job.
Det er også det, der i disse dage får mig til at knokle med at lave et magasin spækket med bæredygtig inspiration. For hvis det kan ændre noget for bare én af de 265 personer der indtil nu har købt det – ja så er dét det hele værd!
Det er svært at ændre verden, men det er ikke svært at ændre noget for én person.
Virkelig dejligt indlæg, Johanne. 🙂 Jeg kan så godt følge dig. Mange bække små – hvis vi ikke tror på små ændringer, politisk forbrug osv., så sker der ingen ændringer.