Da jeg skrev om to tendenser fra modeugen, var I flere der spurgte ind til det med det svære kompromis.
Nemlig om man skal gå på kompromis med stil og kreativitet eller bæredygtighed.
Forbrugerens kompromis
Jeg bliver tit spurgt om jeg må gå på kompromis med min stil fordi jeg kun vil shoppe bæredygtigt. Jeg har ikke lyst til at svare ja, men sandheden er vel – ja det gør jeg.
Jeg vælger hver gang det jeg synes er sejest – inden for hvad der er tilgængeligt. Det er ikke fordi jeg ikke synes det er fedt – jeg elsker virkelig 90% af mit tøj, og synes det er skønt. Men det er da et kompromis.
Jeg bliver påvirket af den samme inspiration som alle andre; elsker at pinne outfits og se hvad der er i magasinerne, på instagram og på gaden. Og hvis jeg ser noget jeg virkelig kan lide, må jeg vælge det som kommer tættest på ud fra hvad der er tilgængeligt.
Designeres svære kompromis
Designere der gerne vil lave bæredygtigt tøj har det samme problem. De vil gerne lade sig inspirere af tidens tendenser, smukke farver, strømninger og mange andre ting. De vil gerne lade deres kreativitet flyde og skabe de produkter de tror kunderne helst vil have.
Men så skal de ud og finde materialer, og beregne priser, og så sætter kompromisset ind. Nogle vælger at skabe det bedste ud fra de materialer de har til rådighed inden for en realistisk pris – andre vælger at vælge et mere tilgængeligt materiale som ikke er så bæredygtigt, men bedre passer på den vision der er for designet.
Nu får jeg det til at lyde som om en designer/et brand først kigger på materialer efter de har en skitse i hånden. Mange gange fungerer det samtidig, og her er det også svært. For det er rigtig let at finde de smukke, lækre, levende men ikke så bæredygtige materialer. Og lade sig inspirere af dem og se hvordan der kan komme godt design ud af det – måske endda designs som kunden vil elske længe, og som kan laves hos deres eksisterende sy-stue.
Det er måske sværere at finde stor varriation i de bæredygtige materialer – i samme prisleje. Selvfølgelig kan de lave egne materialer, men prisen for det er ofte kæmpe og der skal sælges store mængder. De der ikke vil gå på kompromis her, må derfor tage det bedste der er, og lave de absolut bedste designs inden for det.
Men det er i sidste ende altid et kompromis.
Outfit noter:
I får lige lidt billeder fra mit nye kontor, i et outfit som jeg synes er skønt, men i sidste ende et kompromis. Jeg kunne godt tænke mig en smuk uld-vest, men fandt denne i genbrug – strikken er fin i farven, men kunne formen være lidt strammere i ærmerne?
Strik fra Oenling i øko uld / Vest fra Veras / Jeans fra Monki i økobomuld.
Mine to primære kriterier er:
1. At jeg ikke forurener min omverden med mit indkøb under brug, så helst ikke ting, der skal renses og slet ikke ting, der sender plastikmikropartikler ud i afløbet.
2. Desuden skal det være noget, som jeg vil gå med i minimum 3 år og gerne meget, meget længere. Allerhelst noget, der kan gradere nedad i min garderobe, hvis det er t-shirts og lignende og ende efter en 6-7 år som nattøj. Så det bliver brugt helt op af mig.
Desuden
3. Det betyder, at jeg går efter naturmaterialer, eller afledte som eksempelvis Tencel.
4. Hvis der er andet i min uldsweater er det enten bomuld, silke eller cashmere, max. 10-15 % kunststof til at forstærke den.
5. At jeg køber kvalitets- og designmæssigt det bedste jeg kan få for mine penge
6. Og at jeg ikke skifter stil væsentligt – og helst heller ikke størrelse:)
7. Hvis en ting så opfylder alt ovenstående, både kvalitet- og designaspekterne, og jeg har råd til den, så må den hjertens gerne være bæredygtig.
8. Men jeg er lige nu ganske ofte til Mads Nørgaard, fordi han tænker på, hvad han kan gøre med hele sit firma, og ikke kun med en sektion, der får et ekstra “grønligt” skær af bæredygtighed.
https://fashionforum.dk/2017/02/17/vi-ikke-aendrer-retning-ender-vi-vi-paa-vej-hen/