Man kunne også kalde det her indlæg for “Da jeg ikke kunne finde ud af at følge mine egne råd og ikke havde nogen tålmodighed”
Jeg har snakket meget om jakker her på bloggen, men ikke rigtig vist de valg jeg selv har taget. En af grundende til det, er at jeg ikke er særlig stolt over mine valg. Der var endda flere af jer som efterspurgte billeder af den trench-coat jeg lavede i foråret og gik med hele sommeren, men helt ærligt, så havde jeg ikke lyst til at vise billeder.
Jeg har et kompliceret forhold til jakker, og det er kun blevet værre efter jeg har fået nye regler for hvordan jeg vil shoppe. Men helt ærligt, så har jeg kun købt en enkelt dyr jakke siden jeg flyttede hjemmefra. Jep, there I said it. Det var min dynejakke, som blev købt i en sne-storm, og den kostede 1400 kroner. Generelt synes jeg at et par 1000 kroner, som en god jakke koster, er mange penge. Jeg forstår godt hvorfor de koster det, og jeg ved at de er det værd. Men alligevel kan jeg ikke finde ud af at prioritere det eller spare op til det.
Forårsjakken jeg selv skulle sy
Lad os gå tilbage til foråret. Jeg havde et semester med mønster konstruktion og da klassen lavede jakker var jeg desværre syg. Derfor tænkte jeg at jeg ville sy en trench-coat i min fritid, for at bevise at jeg kunne og fordi jeg ikke havde budget til at købe en. Jeg har ønsket mig en trench coat i – jeg ved ikke hvor mange år.
Jeg fandt det perfekte stof, en flot børstet modal i mørkeblå. Jeg lavede mønster fra bunden, og syede en prøve som man skal. Og så blev jeg utålmodig. Egentlig kræver en jakke som denne normalt op til 3-4 prøver før den er god, men min familie kom til byen den sidste weekend i April, og jeg havde en ide om at jeg skulle gå rundt i min nye – selvsyede jakke.*
Første prøve blev selvfølgelig ikke perfekt – og jeg prøvede ikke at sy foret på jakken, så “doven” var jeg. Jeg lavede en ny prøve udelukkende til kraven, og da den ikke virkede, besluttede jeg bare at lave jakken uden krave og så ellers sy den i det rigtige stof. Det var en fejl. Jakken levede langt fra op til det niveau jeg vil kalde professionelt. Den ville ikke en gang være god nok til den billigste strøg-butik.
Når folk så den faldt de først og fremmest for stoffet – hvilket helt sikkert redede projektet, og var grunden til, at jeg trods alt brugte jakken hele sommeren. Og når folk hørte at jeg havde syet den selv (min kæreste var hurtig til at prale på mine vegne) så sagde de altid “Wow den er da mega flot, for en du selv har lavet”. Men det er det som er problemet. Jeg vil gerne have et job der handler om at lave tøj, og så skal det ikke “være godt for noget du selv har lavet”. Så skal det være objektivt godt. Det var denne jakke ikke, og min faglige stolthed var meget lav. Samtidig syntes jeg faktisk hverken at jakken lever op til mine krav for æstetik eller funktion, så en trench-coat er stadig på ønskelisten. Hvor bæredygtigt er det lige? Ikke særligt meget.
Hvad lærte jeg her? At jeg ikke har tålmodighed til at udvikle en jakke fra bunden og sy den op. Så at sy en jakke selv var udelukket.
* Det regnede den weekend og jeg endte alligevel med at gå rundt i regnjakke.
Den “perfekte” uldjakke
Det bringer os videre til uldjakken, som også stod på min ønskeliste. Faktisk brugte jeg sidste år utallige timer på at trevle nettet igennem for det perfekte bæredygtige alternativ, uden held. Jeg valgte endda at gå efteråret 2014 igennem som et andet lag-på-lag monster, fordi jeg ikke ville “stille mig tilfreds”. I år fandt jeg imidlertid masser eksempler på fede jakker fra ansvarlige firmaer. Fx denne som jeg endda skrev et indlæg om.
En dag smuttede jeg så forbi den lokale rødekors, og der hang denne uld-sag. Den havde en smuk grå farve, dejligt store lommer og generelt det look jeg gerne ville have. Eneste problem; den var lidt for stor. Okay meget for stor, men jeg blev grebet af stemningen, og købte den for 180 kroner.** Jeg gik hjem og bedømte at der skulle tages 2 cm af hver skulder, og det gik jeg til den lokale skrædder for at få gjort.
Her burde jeg også have brugt min faglighed, og have grebet det anderledes an: Man kan IKKE måle på sig selv, mens man har tøjet på. Det er det største fy-fy inden for tilretning. I stedet burde jeg have taget den på nede ved skrædderen, og fået ham til at tage mål. Samtidig burde jeg have fundet en bedre skrædder, da denne sagde at det var en svær operation. Det mener jeg ikke at det var, men vi har jo netop lært at jeg ikke er tålmodig nok til selv at gøre det.
Da jeg hentede den hos skrædderen og prøvede den, kunne jeg godt se at den stadig var for stor. Men skrædderen nægtede at gøre mere ved den med mindre jeg betalte 400 kroner igen.
Jeg har den seneste måned prøvet at overbevise mig selv (og instagram, undskyld) om at denne jakke var skøn, og lige præcis det jeg søgte. Men helt ærligt, det er ikke rigtigt. Den endte med at koste mig 580, og for det kunne jeg sikkert have fået mig en meget bedre genbrugs jakke. Eller sat de penge til side og sparret op til den rigtige.
** genbrug skal man jo ikke lade hænge for længe hvis nu nogen snupper det. Eller sådan tænker jeg i hvert fald, og det er ikke altid det bedste grundlag for at tage en god beslutning.
En god jakke kan gøre underværker, og i Danmark er det den beklædningsgenstand vi har mest på, hvis man tæller sammenlagte timer. Derfor skal den bare spille, den skal løfte et outift og give selvtillid. En rigtig god jakke koster penge, og er tit det hele værd. Det ved jeg alt for godt, især pga min faglighed. Hvis nogen synes at min uld-jakke er fantastisk (den vil være super fed på en str 40/42) så er den til salg. For jeg skal spare op til den rigtige jakke som kan bo hos mig i mange år. Måske handler det om alder, men jeg troede, jeg var voksen nok til den slags prioriteringer. Åbenbart ikke.
Jeg skriver ikke dette indlæg fordi jeg søger sympati – eller gode råd. Det her er min bekendelse, og jeg tror det er vigtigt at få det sagt.
Er I gode til at spare op til de rigtige ting, eller synes I også det er svært?
ENG: A good jacket can do wonders, and in Denmark it is the garment we wear most of, if you count combined hours. A great jacket costs money and is often worth it. I know all too well, especially because of my studies. Maybe it’s about age, but I thought I was adult enough to make this sort of priorities. Apparently not.
I have on my ultimate shopping list two jackets; a trench coat and a wool coat. I acquired both this year, but none are keepers, and I am actually not very pleased with how I got them. This spring I tried to sew my own trench coat. I wanted to make the pattern myself and all. But I got lazy and I didn’t have patience. And the result showed. So much actually, that I didn’t want to tell people I made it because I felt it degraded me as a person who wants to work with clothing.
The wool jacket was one that I had spent a year going without and this year I thought I would wait for the perfect one. But one trip to the thrift store and a weak moment left me with this grey thing. It is great – just too big, and even after a trip to a (not very good apparently) taylor it wasn’t much better. I have tried pretending to myself (and instagram) that it was just great. That I loved the oversize look of it. But it wasn’t what I was looking for, and I will be looking for a replacement.
Next time I buy a jacket, hopefully it will be with patience and the right one. Jackets are a big thing for me, so I don’t know why I find it so hard to safe for it, even though I know it is worth it.
Mange tak for din ærlighed, Johanne! Det er ikke altid så sjovt at blive klogere – det kan jeg også sagtens finde eksempler på i min “tøjhistorie”, hvor jeg enten har købt for billigt, der ikke holdt eller købt noget for dyrt, som jeg så aldrig fik brugt. Det gør lidt ondt, men det er så rart at kunne komme videre klogere 🙂
Jeg kan kun opmuntre dig til den overtøjsopsparing, og så ellers udnytte udsalget – jeg kører på 3. sæson med min vinterjakke, og den var jeg heldig at finde sat ned fra 2500 til 1100 kr. Om den kan klare en sæson mere, det er jeg lidt i tvivl om, men jeg regner med at supplere den med en parka denne vinter, så jeg tror det. Og som altid; der er virkelig mange penge at spare på gode fund på trendsales.
Ift. at spare op, så prøver jeg via planlægning af forudse mine udgifter bedst muligt til mine reelle mangler – også for at undgå at klatte pengene væk. Jeg har ikke som sådan svært ved at bruge mange penge på det rigtige stykke tøj, men når man er på SU er det en benhård prioritering. I år har jeg valgt at ønske mig parkaen i julegave, fordi jeg med en forestående tur til Paris ikke har noget som helst tøjbudget i hverken november eller december. Den prioritering betyder fx ønsker som læderleggings og en reel mangel som en ny lædertote må vente til det nye år. Det er selvfølgelig en fristelse fx at have købt et par fake-læder leggings eller et stofnet til et par hundrede, men jeg ved, at det ikke bliver favoritter i længden. Lappeløsninger har i hvert fald aldrig fungeret for mig – og jeg har ellers lavet min del af dem. Måske jeg snart skulle skrive et indlæg om prioriteringer… 🙂