I havde måske gættet det? Jeg tror i hvert fald et par stykker var på sporet efter mit sidste indlæg for lidt over en uge siden. Jeps det handlede nemlig om at jeg faktisk var på vej på ferie, og ikke bare drømte om det. Fordi jeg virkelig trængte til det, valgte jeg også at tage ferie fra bloggen – men nu har I mig tilbage.
Jeg fik heldigvis mulighed for at skyde nogle forårs-outfits mens vi var afsted, og selvom vi vågner op til nattefrost og en grå mandag, tillader jeg mig at smide ferie billeder op. Det gik lidt hurtigt med at pakke, og derfor smed jeg blot noget tøj ned i en kuffert.
Jeg pakkede ubevidst kun mit comfort-tøj og det synes jeg også du skal gøre!
Hvorfor? Fordi man slapper bedst af i sit yndlingstøj, og på sådan en ferie som jeg var på, var det alt-afgørende! Havde det været en weekend i Paris, havde jeg nok tænkt mere “fashion”, men til denne slags ferie var det perfekt. Helt konkret betød det at der kom 3 stribede trøjer med og et par elskede boyfriend jeans, en gammel hjemmelavet nederdel og nogle få andre ting.
At rejse med mit yndlingstøj giver mig en lettelse – jeg kan bare stå op og tage noget på, og så ud og opleve det nye land. Eller slappe af i en sofa, med en drink i hånden, hvilket vi også gjorde en del. Jeg blev ikke træt af de stribede trøjer, faktisk købte jeg endnu én, da vi faldt over en lille lokal genbrugs butik. Og det har fået mig til at genoverveje min uniform herhjemme. Når sandheden kommer frem, og jeg hurtigt skal finde et outfit jeg føler mig glad i, kommer der næsten altid en stribet sag på. I stedet for at kæmpe imod det, vil jeg tage imod det – og vide at jeg her har fundet en af hjørnestenene i min stil. Hvor meget jeg end elsker at tænke på tøj, så synes jeg det er vigtigt at man også kan glemme sit outfit. Dét er for mig nemlig det ultimative tegn på at man føler sig godt tilpas.
Hvordan kan jeg så bruge den viden til at skabe en mere bæredygtig garderobe? Jo først kan det hjælpe mig til at mindske fejlkøb, men det kan også guide mig i forhold til hvor jeg skal lægge mine penge. I dag er alle mine stribede bluser fra H&M og i økologisk bomuld, og jeg synes faktisk de holder sig rigtig fint. Den ældste skal kasseres efter denne tur, for jeg fandt ud af at den er for lille (en kombi af at være vasket for meget, og at jeg har taget på). Helt konkret vil jeg i år prøve at investere i en bedre og endnu mere “bæredygtig” stribet trøje. Stadig i Økologisk bomuld, men denne gang gerne GOTS certificeret og/eller fairtrade.
Hvad er hjørnestenen i din stil? Og kunne du finde på kun at have det på en hel uge?
Godt, at du og din kæreste har haft en fin ferie! Jeg har brugt tiden på at nyde den første stille uge efter 4-5 uger med hospital efter hospital. Det var også ren ferie:-)
Den stribede fra H&M, du viser, har du vist før, og derfor fik du lokket mig til at købe ikke bare en men fire af dem. For jeg kan også godt komme igennem en uge i striber, hvis det skal være og den er jo rigtig fin:-)
Naturligvis tabte jeg så lige 10 kilo bagefter, så nu er det fire stribede hjemmebluser …
Heldigvis har jeg en meget gammel langærmet stribet en fra T by Alexander Wang, to kortærmede fra Ganni og fra Mads Nørgaard og endelig en langærmet fra Graumann. De kan stadig bruges, fordi halsen sidder meget tættere på dem end på dem fra H&M.
Men den egentlige hjørnesten i min garderobe er grå t-shirts eller sweatshirtslignende ting og sorte bukser – den kombination kan jeg køre meget længe i træk, og derfor er det også det, som jeg har allermest af i skabet.