Bluse er modtaget til anmeldelse. Se flere billeder in-action på onsdag.
Et nyt bæredygtigt materiale har fanget min opmærksomhed – og måske er du også stødt på det?
Det er egentlig ikke nyt, men jeg har bare ikke omtalt det før, og det bliver mere og mere almindeligt. Det vi snakker om er dead-stock materiale.
Helt enkelt er det stof som bare ligger og venter på at blive smidt ud.
“Blomstrede, stribede, ternede.
Tynde, kraftige, transparente.
Fabriks hallen er enorm og overalt – fra loft til gulv – er der stoffer. Rulle efter rulle.
Og det her er bare én fabrik.
Løfter jeg blikket og kigger ud over landskabet, får jeg øje på den ene fabrik efter den anden.
Også de, vil være fyldt med stoffer i alle tænkelige udgaver.
Hvordan skal vi nogen sinde få brugt al det stof ?
Jeg får næsten fysisk kvalme. Synet minder mig om EU’s kæmpe overskudslager med mælkepulver og smør bjerge. Om spildte ressourcer og overproduktion.”
Sådan skrev Dorthe Brøgger, da jeg bad hende beskrive hendes første møde med dead-stock. Efter det, blev Another View en af de mærker som har taget de efterladte metervarer til sig.
Se hele outfittet på onsdag. Den fine grønne top er lavet af dead stock materiale.
Rester fra andre modebrands
Mange modevirksomheder går meget op i at producere deres egne materialer – fordi de på den måde præcis kan styre kvalitet, design og farve. Og nogle gange får de ikke brugt alt det stof de har bestilt, før det er tid til at skabe nye ting, og en ny farve er blevet “in fashion”. De bliver nemlig nødt til at købe mere stof end de reelt har brug for, fordi branchen har noget som hedder “minimums”. Det betyder at de bliver nødt til at producere en vis mængde stof før det kan betale sig.
Derfor ligger der uendeligt mange ruller stof og venter på at blive smidt ud. Hvor lang tid de venter, eller hvor meget der bliver smidt ud er svært at vide. En ting er i hvert fald sikkert, og det er at det er en kæmpe uudnyttet resource.
Store firmaer som Reformation, har allerede gjort det trendy at lave seje kollektioner af disse materialer. Kendetegnet ved dem er, at når materialet slipper op, så kan der ikke laves mere.
Danske Önling har også fået øjnene op for denne resource, og har denne sæson fundet en del rigtig smukke silke/bambus metervarer som de har lavet til toppe, skjorter og kjoler. Jeg var helt vildt med dem, så derfor måtte jeg også have én med hjem og prøve.
Jeg synes det er fantastisk at stoffet kan blive brugt i nye sammenhænge, og ofte kan det også være med til at skabe et frisk pust til nogle små virksomheder.
Hvorfor er det bæredygtigt?
Det er bæredygtigt fordi man undgår at bruge resourcer på at skabe nye materialer. Samtidig kan man i nogle sammenhænge være med til at “redde” noget stof fra at blive til affald eller brændt.
Kendte du til dead-stock? Ellers er der et nyt bæredygtigt materiale at gå på udkig efter.
Hej Johanne
Super fint indlæg. Jeg har et stykke tid gået og tænkt på et spørgsmål, som jeg gerne vil høre din mening om. I forhold til at bruge det der allerede findes, ved jeg at f.eks. Jan&June laver noget af deres tøj i genanvendt polyester, fra gamle plastikflasker. Men der har jo også været meget om, at polyester udskiller mikroplastik, der kommer ud i havene, hver gang det bliver vasket. Jeg synes på den ene side, at det er en super god idé at bruge det, der allerede findes og ellers bare er skrald, men på den anden side er jeg ikke glad for tanken om, at tøjet udskiller mikroplast hver gang jeg vasker det.
Hvad tænker du om det?
Tak for en god blog 🙂
Sophie