Så er anden uge i udfordringen gået, og jeg synes faktisk det går rigtig godt, og er overraskende sjovt. Senere på ugen skal jeg nok dykke ned i hvad jeg har lært, men indtil da kommer her sidste uges outfits.
Det var en uge som var domineret af tre virkelig sjove dage på Bornholm, lidt skiftende vejr og en stor forbedring i antallet af outfit fotos. Kun en enkelt dag glippede det, og nu kan jeg faktisk ikke huske hvad jeg havde på den dag…
Søndag
Søndag sidste uge stod på visionsdag med Sustain Daily. En hel dag sammen med verdens bedste redaktion, og derfor skulle jeg også bare være pæn men komfortabel. Min gamle buksedragt fungerer fantastisk til sådanne aktive dage, og den korte sweater giver varme kolde til morgen og aftener.
Min jumpsuit er snart 6 år gammel og købt i Mango, men hvis man gerne vil finde en fin, “bedre” sag, kan man fx kigge her. Sandalerne er fra kavat, og sweateren (selvfølgelig) fra Aiayu.
Outfit karakter: 8 – Super behageligt, perfekt til dagen, men lidt besværligt ift toilet besøg.
Mandag
Mandagen stod på hjemmearbejdsdag, og en masse koordinering med Sustain Yearly magasinet. Til det fungerer jeans og striber bare perfekt. Dagen endte dog med at være lidt varmere end først antaget, og jeg begynder at ærge mig over at jeg ikke har taget et par shorts med i udfordringen.
Outfit karakter: 6 – Klassisk, behageligt men lidt for varmt
Onsdag
Jeg glemte at tage fotos tirsdag, og derfor også hvad jeg havde på. Så vi springer direkte til onsdag. Det var endnu en okay varm dag, men ikke overdrevet. Derfor var det også godt at kunne have en t-shirt under skjorten. Jeg føler mig super glad og tilpas i de lyserøde bukser. De er meget upraktiske at cykle i, hvorfor det var oplagt at tage dem på onsdag hvor min cykel desværre var gået i stykker.
Bukserne er fra Sissel Edelbo og hedder Nigella Long Pant.
Outfit karakter: 9 – Tæt på det perfekte outfit i mit hoved lige nu.
Da jeg skulle pakke til Bornholm var det super let fordi der ikke hang særlig meget i skabet. Men jeg synes dog der manglede en ting; en bred buks som var sommerlig. Jeg havde planer om at lære at style mine sorte brede bukser på en sommeragtig måde. Men det gik ikke, og i stedet lavede jeg et byt. Mine denim culottes fik altså lov at komme med til bornholm, og de sorte lagt væk.
Torsdag
Torsdag var første dag på folkemødet, og jeg sad i et mega sejt panel. Johanne har skrevet en del om debatten, og hun var selvfølgelig klædt fuldt i eget mærke Ecouture. For mig var det vigtigt at mit outfit var meget behageligt (lang bustur) men også signalerede modeblogger. Det kan godt være jeg ikke altid synes at de her bukser er perfekte, men de kan altså noget alligevel.
Outfit karakter: 7 – Jeg ville godt have set endnu mere “skarp” ud, men det fungerede godt på dagen.
Fredag
Fredag var koldere end forventet. Derfor var det godt at jeg havde pakket min stribede bluse OG smidt den lange sweater med i sidste øjeblik. Jeg havde nemlig ikke taget en jakke med til Bornholm, men sweateren varmede faktisk også en del på skuldrene. Jeg skulle ikke selv deltage i noget fredag, og derfor gik jeg efter behageligt frem for stilet. Når jeg ser billedet husker jeg hvorfor bukserne egentlig ikke kom med, og det er fordi de udvider sig meget på anden dagen, og ser bedst ud lige efter vask. Hvilket er upraktisk med jeans som jeg næsten aldrig vasker.
Outfit karakter: 5 – Jeg var glad, tilfreds og varm det meste af dagen, men følte mig ikke mega smart.
Lørdag
Lørdagens outfit var også valgt ud fra at jeg igen skulle sidde i den debat. Bukserne var derfor sirligt rullet i kufferten for ikke at krølle – og det virkede. Vejret var godt og mine lyserøde bukser lyste flot op hvis jeg selv skal sige det. Debatten gik godt, og jeg fik endda mulighed for at præsentere mit outfit.
Outfit karakter: 10 – Jeg elsker det. Klassisk on top, bo-ho og blomster på benene. Hvis I går 4,5 minutter hen i videoen her, så præsenterer jeg faktisk hele mit outfit.
Det har været en dejlig uge, og det med at have en meget udvalgt garderobe vokser på mig. I næste omgang vil jeg gøre lidt status over, om jeg faktisk kunne have klaret mig med endnu mindre…
Fin debat. Den hang på min skærm og ventede på, at jeg havde en pause i mit arbejde i timevis. Men den var værd at bruge pausen på 🙂