Jeg er så uinspireret af det danske vejr for tiden. Det er koldt, og vådt og gråt – og så fik vi lige et lag sne igen. Jeg ved godt at kalenderen stadig siger vinter, men jeg er så færdig med det. Det er også den primære grund til at der mangler outfit billeder på bloggen i disse dage – mit tøj er præcis lige så uinspireret som jeg selv er. Nårh ja det, og så at vi arbejder på højtryk på at få Sustain Daily færdig til jer lige om straks.
Så er det godt jeg kan kigge på denne her rejsepung og have mit pas liggende klar – til en ferie der snart skal ske. Jeg har begået den værste klimasynd og booket en afbudsrejse med fly og all-inclusive. Der er ikke nogen undskyldning eller bortforklaring på vej – jeg havde bare brug for det. Og faktisk har min læge foreslået ferie siden midt december, så nu glæder jeg mig bare. Det er min skumle plan at skyde nogle lidt mere forårs-inspirerede outfits til jer mens jeg er væk. Der er nemlig også et par nye garderobe tilføjelser som ligger og venter på kamera tid.
Produkt modtaget gratis til test
Men tilbage til min rejse pung. Den er lavet i det ultimative veganske læder – i hvert fald i min optik – nemlig kork. Jeg har altid synes det var lidt sjovt at man kaldte et plastik produkt for vegansk, fordi jeg forbinder ting der er veganske med at være plantebaserede. Det kan man i den grad sige at kork er – det er nemlig barken på et helt specielt træ.
Jeg elsker den måde kork ser ud på, og hvordan overfladen føles. Nu glæder jeg mig til at have pungen med på en ferie, så jeg virkelig kan se hvordan den arter sig. Så selve anmeldelsen må I vente med. Men først vil jeg gerne snakke lidt om kork. Vi kender det nok bedst fra opslagstavler eller fra vinpropper. Måske havde I endda, ligesom min familie, en opslagstavle lavet ud af vinpropper? Nårh ikke? Det var måske kun min far der masseproducerede dem så.
Men kork er altså også et materiale man kan bruge til så mange andre ting. Det er åndbart, stærkt og utrolig smukt. Og det bliver dyrket uden pesticider, for dem kan de meget gamle træer slet ikke lide. Det er som sagt et træ. For nogle år siden blev der skabt et rygte om at kork var ved at uddø som materiale, og at det skulle være grunden til at vinforhandlere gik over til plastik. Det rygte var dog slet ikke sandt, og jeg fik første gang øjnene op for kork da jeg hørte denne tedx-talk.* Den synes jeg I skal se
* På mit studie ser vi nærmest ugentligt ted-talks, så jeg er måske miljøskadet til at tro at det er den bedste form for formidling.
Kork kan ikke kun bruges til vin; det kan bruges til møbler, tøj, sko og tilbehør. Jeg vil næsten to at applikations mulighederne er uendelige. Jeg har selv forelsket mig i denne seje “læderjakke” lavet af kork, og der findes også et mærke som farver det helt mørkt gennem nogle ældgamle metoder og laver havemøbler ud af det.
Kunne I finde på at gå i kork? Og kendte I til det mærkelige rygte?
Jeg havde godt nok heller ikke hørt den der med, at korken var ved at forsvinde.
Glæder mig til at høre hvordan din pung holder. Jeg havde et par kork sko tilbage i mine rockabilly-dage, men jeg kan desværre ikke sige noget om holdbarheden, da det ikke var nogen jeg fik brugt meget (de havde slingback, og det kan jeg bare ikke holde på foden).