For to uger siden delte jeg lidt omkring min garderobe, og idag vil jeg dele lidt omkring min egen shopping. Det bliver ikke en hverdags ting, men en gang i mellem kan der dukke et mere personlig weekend indlæg op.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg godt kan lide shopping – lige som mange andre. Og det brugte jeg så sidste lørdag på, sammen med kæreste og svigermor. Og jeg vil gerne kunne sige, at jeg holdt mig udelukkende til planlagte kvalitets køb og udelukkende bæredygtigt og øko. Men sådan var virkeligheden ikke. (det har også lidt at gøre med at vi var i Kolding, så udvalget var jo ikke det største) – Det blev til en rigtig dejlig sweatshirt fra et af yndlingsmærkerne A Question Of, som i blødt økologisk bomuld. Men også til et par sorte bukser (som dog var planlagt og gennemtænkt) og en kjole som hverken var planlagt eller nødvendig. Men bare sad helt fantastisk.
Det er meget sjældent at jeg faktisk gør det her shopping noget, men det sker da. Før i tiden var det meget styret af tilbud og impuls køb (min familie elsker tilbud) men nu er det meget mere kontrolleret, og jeg holder mig helt ude af de aller billigste butikker.
Så der er det: mine shopping bekendelser – jeg er langt fra hellig, og slet ikke så god som bloggen her kunne give udtryk for. Jeg er bare en pige der også har det sjovt med tøj. – Men derfor bestræber jeg mig stadig for hele tiden at blive bedre, og det tror jeg er alt man kan gøre. Hvis jeres lørdag står på shopping så overvej hvordan du kan gøre det lidt bedre.
Jeg tror ærligt talt også, at man skal passe på ikke at køre sig selv for hårdt, og indimellem også acceptere at man køber noget der ikke var planlagt eller 100% optimalt ift. miljø – men som man til gengæld måske ender med at knuselske og slide op!
ved du monstro hvor sweatshirten kan købes på nettet eller har du et modelnavn? Det ligner lige sådan én jeg leder efter.