Vil du gerne høre en historie fra mit sabbat år i 2012? Og en fortælling om hvorfor jeg elsker strik så meget? Så skal du læse med i dag, på noget som nok bliver et langt og lidt anderledes indlæg. Men jeg vil gerne åbne en lille mere op for hvem jeg er, so here goes.
Hvis du bare vil have bæredygtige shopping tips, så kom igen en anden dag 😉
Strik forener generationer
Baggrunden for historien
I 2012 boede jeg fire måneder i Rumænien. Der arbejdede jeg som frivillig gennem EU programmet EVS. Jeg faldt pladask for landet og især byen Cluj Napoca hvor vi boede og arbejdede.
Mit projekt gik ud på, sammen med 5 andre frivillige fra hele Europa, at afholde en række events som satte fokus på frivillighed. Modsat alle de andre, så havde jeg kun en motivation for mine events – nemlig at have det sjovt! Jeg havde netop lært at hækle og var helt betaget af “yarn-bombing”. En form for street-art som var blevet populær nogle år før – men ikke kommet til Rumænien endnu.
Håndarbejde er et sprog i sig selv
Jeg fandt altså hurtigt ud af, at jeg ville lave et event med yarnbombing. Men hverken jeg eller mine med-frivillige kunne strikke godt nok til at producere alt det vi skulle bruge. Derfor blev vi sat i forbindelse med et dags center for rumænske pensionister der skulle hjælpe os.
De dejlige damer (og mænd) kunne ikke et ord engelsk, og jeg kunne kun få ord på rumænsk, så min ide skulle forklares med fagter og billeder. Men de gamle var heldigvis hurtigt med på ideen, og fik forklaret at deres børnebørn alligevel havde nok strik lige nu.
I løbet af et par måneder havde jeg mange besøg på dagcenteret, og hver gang havde jeg en ny gruppe unge frivillige med. Og vi unge, vi blev ved med at strikke uden for møderne; i cafeer, i bussen ja alle steder. Det der skete når vi havde vores strikketøj (eller hækletøj) fremme, var at vi blev set på en ny måde. Kvinder som heller ikke kunne et ord engelsk kom hen til os, kiggede, grinede og rettede måske lidt på os.
Mange af dem snakkede ikke meget, men strikke det kunne de. Nogle bare simple masker, men andre kunne komplicerede mønstre. Og de var tydeligvis stolte over deres håndværk.
Gennem alle fire måneder blev håndarbejdet det sprog som jeg brugte, for jeg lærte helt ærligt aldrig mere end høfligheds gloser på deres sprog. Men vi snakker alle garn.
Old Crafts, New Arts
Eventets navn var netop dét, “Old Crafts, New Arts” fordi det er netop det som yarnbombing er – det er en måde at bruge traditionel håndværk til moderne streetart. Vores event bestod i at tage rundt i byen og beklæde 9 statuer i huer, halstørklæder og andet blødt. Og vi var en dejlig broget flok, både i oprindelse og alder.
Vi unge klatrede op på statuerne, og de gamle stod på jorden og dirigerede. Den stolthed de udtrålede da de så deres gamle digtere iklædt deres strik var fantastisk. Og det samme var de mange reaktioner fra forbipasserende.
Det viste sig også at mange andre syntes godt om projektet. Det endte faktisk med at være omtalt i over 100 medier, og i dag hænger et billede fra projektet permanent på byens museum.
Det var historien om hvordan jeg blev rigtig forelsket i strik. Ikke i selv at strikke, men i at holde håndværket i live. Derfor vil jeg lige så gerne trække i hjemmestrik som betale kassen for en håndstrikket trøje lavet med respekt for miljø og mennesker. Fordi strik er fantastisk, og er noget vi alle har et forhold til. Derfor tror jeg også at min strik samling vil blive ved med at vokse… for evigt måske.
Tak fordi du læste med. Jeg er stolt af det vi lavede i Cluj den gang, og det er bare en af de mange skøre og skønne projekter jeg har været involveret i, i min lange frivillige karriere. Læg en kommentar hvis du gerne vil høre om flere.
Sikke en sød historie 🙂