Først, mit outfit: – Strik fra Tricotage, Tørklæde fra Mushi Mushi Mind, Rullekrave fra H&M Conscious og hjemmesyet nederdel. Gulduret var min morfars og jeg bruger det mest som smykke, for det taber tid, hvilket samtidig minder mig om at han ikke er her mere.
Garderobe tanker
Vinteren er godt for mit forhold til garderoben. Kan I huske tilbage i efteråret hvor jeg gik og var lidt træt af alt der var i mit skab. Lige nu har vi det skønt, mit klædeskabsindhold og jeg. Der er selvfølgelig også flyttet lidt ting ind, og det hjælper selvfølgelig på det. Men der er også en anden ting på spil: kulden. For når jeg står foran skabet om morgenen, så tænker jeg først: hvordan holder jeg varmen i dag. Derefter tænker jeg hvordan jeg kan se pæn ud, ift det jeg skal den dag. Det kan måske godt ses at jeg ofte går efter pæn, istedet for cool, sej eller moderne. Der er ikke så meget edgy over mig, og jeg har det bedst når jeg ikke prøver at gå efter det.
Sustain Daily tanker
Helt ærligt så tænker jeg faktisk bare ikke så meget på tøj i øjeblikket. Hverken mit eget, det ligger i (net)butikkerne eller det jeg ser på pinterest. Grunden er at jeg er fuldstændig sunket ned i Sustain Daily, og tankerne om hvordan vi får skabt det fedeste webmagasin og bloggernetværk. Jeg har et valgfag på skolen, som hedder fundraising for kreative projekter, og det er mega spændende. Jeg har samtidig valgt at bruge Sustain Daily som case. Det gør både arbejdet mere relevant, men samtidig også presset 1000 gange større.
For sandhden er at vi ikke kan realisere alle vores drømme uden penge. Vi har en masse drømme og ønsker, men ting er ikke gratis, og vi kan ikke realisere det hele selv, og det bruger jeg mange timer på at braine over lige nu. Grundlæggende set er det jo et projekt, der er vokset op, fordi vi ikke selv kunne leve uden; vi ønskede os en platform hvor vi kunne samarbejde, skabe endnu bedre indhold og ikke være så alene om det. Lige pludselig sidder jeg i en situation hvor jeg skal skrive ansøgninger, som retfærdiggører, hvorfor samfundet ikke kan leve uden Sustain Daily.
Hvis du skriver dig op til Sustain Daily’s nyhedsbrev vil vi i næste uge løfte sløret for hvad det er vi drømmer om, og hvordan vi ser 2016 for netværket.
Langt hen ad vejen er fundraising meget varm luft, og man skal få ting til at lyde bedre end de egentlig er. Men man skal også lave budgetter og tidsplaner som skal være så gode og realistiske at de kan føres ud i livet hvis man får penge.
Min underviser synes at projektet savner kant, og han tror ikke på, at bloggere kan være en vigtig stemme, i forhold til at få folk til at ændre deres hverdags vaner. Det første kan jeg måske godt give ham ret i; det er ikke første gang jeg bliver beskyldt for ikke at have kant, jeg er ikke en kantet person. Se på mit tøj, min spodify liste og de ting jeg interesserer mig for. Kantet er ikke det første ord nogen tænker på, og det har jeg lært at have det godt med, men måske er det et problem her.
Det andet er jeg ikke enig i. Jeg kan se hvor stort blog-mediet er blevet og hvor meget indflydelse det kan have. Hvis en blogger kan have massiv indflydelse på, hvad hendes læsere køber; så kan hun vel også have indflydelse på hvad de ikke køber.
I Sustain Daily vil vi gerne ud over skærmen og ind i læsernes hverdag. Vi har 1000 ideer til netop dét, men i virkeligheden ved vi jo ikke, hvad der skaber reel forandring. Men vi kan se fra os selv, og gennem de kommentarer vi modtager, at de ord der skrives på blogs bliver læst, og lige så langsomt rykker noget hos folk.
Måske er der også en plads til de ikke kantede mennesker, der bare gerne vil noget andet – og måske bliver den plads større og større. Men Sustain Daily skal ikke kun være nørdernes legeplads, for så ændrer vi aldrig verden. Det skal være for alle, der har blot den mindste intention om at leve mere bæredygtigt. Så jeg bruger aftenen på at tænke om min lærer har ret; mangler den bæredygtige dagsorden generelt kant, og hvordan giver vi den noget kant?
Hej Johanne 🙂
Blogs kan sagtens påvirke læserne – dig og Emma har i hvert fald påvirket meget enormt meget! Emma har inspireret mig til at spise vegansk, og du har introduceret mig til en masse lækre mærker og hjemmesider, så jeg kan gøre de mest bæredygtige køb, når det kommer til tøj osv. Så der skal du bare være stædig og vise din underviser, at han tager fejl!
I forhold til “kant”, så synes jeg det er et rigtig svært begreb, fordi det er så abstrakt.. Men jeg kom til at tænke på, at I kunne lave noget ala http://www.theminimalists.com/. Deres “packing party” er helt sikkert noget som giver dem utrolig meget kant (ihvertfald ifølge mig), samtidig med at de gør det utrolig let og sjovt at gå til deres princip. Jeg har tænkt mig at gøre det, når jeg flytter hjemmefra, og jeg glæder mig til den “rejse”, som pakke-festen skal være starten på 🙂