Hvad har 1. maj og fashion revolution med hinanden at gøre?

I dag er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Ikke noget jeg tror mange fejrer, men i min omgangskreds gør vi. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg kommer ud af et bagland som vægter solidaritet højt. Måske egentlig højere end miljø.

Vi er lige kommet ud af Fashion Revolution ugen hvor mit instagram har svømmet over af #whomademyclothes skilte, og folk som spørger tøjvirksomheder hvor deres tøj er lavet. Det er en uge som i den grad sætter fokus på arbejdsforhold.

Gode forhold både ude og hjemme

Man snakker i dag om at tekstilarbejdere nogle steder er moderne slaver. Det gør så ondt i mig, at jeg næsten ikke kan have det. Hvis man tror at de folk har taget et aktivt valg om at arbejde sådan, så tror jeg at man tager fejl.

I vores del af verden går vi dog ud fra, at alle frit har valgt deres job. Det har de fleste sikkert også, men der er stadig nogle der er nødt til at vælge jobs, som ikke er ordentlige. Det synes jeg godt vi kan reflektere over i dag.

Når jeg skal have noget sendt, prøver jeg at undgå GLS, fordi de er kendt for social dumping. Jeg hører med skræk hvordan vores naboland Tyskland, har fået en hel underklasse af folk der er så-kaldte “working poor”. Et begreb jeg ellers kun forbandt med USA.

Og lad os bare vende et blik mod Fashion. Modebranchen bruger så utrolig mange ulønnede praktikanter. Og det også udenfor de faste uddannelses-bestemte praktikperioder. Der er så mange unge piger der gerne vil ind, at de vil gøre alt for det – også arbejde gratis.

Det er heller ikke alle steder at butiksansatte har det super godt. Kan I huske kontant sagen med Moss Copenhagen? Jeg er sikker på at den ikke er unik. Heldigvis kender jeg også gode butiksejere, som ved at deres ansattes trivsel er nøglen til deres succes.

Aldrig noget der er sort og hvidt

Som altid, når vi snakker om de her ting, er der ikke noget der er sort og hvidt. H&M er et yndet eksempel – de tager kvanteskridt på miljøområdet, men er pinligt tavse omkring deres tekstilarbejdere. Efter sigende skulle de dog have okay arbejdsforhold her i Danmark, fordi de er så store at de ikke kan tillade sig andet.

En anden virksomhed som også er dobbeltmoralsk er McDonnals. Her i DK har de flere år i træk vundet for den bedste arbejdsplads. Men deres forretningsmodel og indkøbs vaner brænder hul i klimaet, de prøver at undgå skat flere steder, og i USA er de med til at skabe den førnævnte working poor klasse.

Hvor vil jeg hen med det her?

Jeg synes det er vigtigt at tale om arbejdsforhold hele året – og ikke kun i produktionslandene. Især transport sektoren er en jeg vil kigge nærmere på, fordi flere og flere af os vil se vores postbud mere end en butiksekspedient i fremtiden.

Og fordi hvis der er en sandhed som ikke kan modsiges så er det denne: Vi bliver flere mennesker i verden – på mindre plads – og vi skal alle sammen arbejde og have et værdigt liv. Der hvor vi er.

Tænker du på arbejdsforhold herhjemme?