Jeg elsker garderobe udfordringer, og derfor kaster jeg mig nu ud i endnu en. Det er der mange gode grunde til; Vejret er endelig blevet ret sommerligt; det er længe siden sidst; der er flyttet en del ting ind i garderoben OG jeg har lyst til at udforske en ny side af min stil.
Det er en udfordring skudt igang af 3 seje stylebloggers, blandt andre Seasons & Salt, og løber i hele juni. Det går helt simpelt ud på at vælge 30 stykker tøj, og bruger disse hele juni. Og kun de stykker tøj, altså er det også en måneds shoppestop og en måde at tage en capsule light.
Jeg har aldrig tænkt at capsule konceptet passede til mig, men alting skal jo prøves, og derfor er denne mini udfordring også en sjov tanke. Jeg glæder mig til at have mindre i mit skab i en periode.
Garderobeudfordring i Juni – min mini capsule
Her er hvad jeg har valgt at gå i de næste 30 dage. Kollegen her over er ikke altid de præcise stykker tøj, fordi jeg ikke kunne finde billeder af alt mit genbrugstøj, og ikke havde overskud til at tage egne billeder som fx seje Lee.
Toppe
Jeg har valgt 7 toppe, som både består af det mest basic og det mest festlige. Der er mest gammelt, men to nye ting er værd at fremhæve – en kjole-gone-top fra Sissel Edelbo og en grøn samt en bærfarvet bluse fra H&M Conscious.
Langærmede
Denne kategori består ikke overraskende af en del skjorter. 6 stk blev det til, og 4 skjorter. Ingen nyheder i denne katagori, men bare favoritter som jeg ikke kan gå en måned uden at have på.
Underdele
Jeg har også valgt 6 underdele, som både er til varmt vejr, koldt vejr, fancy events og hjemmedage. Til hjemmedage er det især mine bløde tencel bukser fra Another View som ikke har været på bloggen endnu. De føles som sweatpants man kan også godt gå ude i byen.
Lag
Denne katagori er lidt bred, men jeg har valgt en vest, tre jakker, en buksedragt og en kjole. Det er for at få lidt forskelligt at lege med. Med de små 10×10 garderobe udfordringer har jeg ofte skåret de lidt mere skæve items som vest og buksedragt væk, men når man har 30 items at lege med, så er der plads til lidt af hvert.
Sko
Dette var den letteste katagori for mig. Disse 5 par er de eneste jeg egentlig går i, så her har jeg faktisk ikke skåret fra.
Hvorfor lave endnu en garderobe udfordring?
Jeg elsker at lege med mit tøj, men en ekstra grund denne gang er, at jeg gerne vil blive bedre til at gå i farver og lidt “sjovere” tøj – men mixe det med mit mere klassiske tøj. Derfor synes jeg at dette var en sjov mulighed for at tvinge mig selv til lidt kreativitet. Hvilken stil jeg er tiltrukket til vil jeg vise allerede i morgen, hvor I kan se det første outfit fra udfordringen, som dog er lidt snyd da jeg havde det på i sidste uge. Derfor går min udfordring også fra 3. juni til 3. juli.
En del af udfordringen er også at tage billeder hver dag. Det gør jeg selv en gang i mellem, og for mig er det den bedste måde at reflektere over min stil. Så kan jeg gemme de gode outfits til en anden gang, og analysere hvorfor de knap så gode ikke fungerede. Og tage jer med i den process.
En anden grund er at jeg elsker det community som altid opstår omkring de her udfordringer. Damer fra hele verden deler outfits på instagram og man bakker hinanden op. Der er så meget kærlighed – til tøj, til kvinder og til individuel stil. Så jeg vil glæde mig til at følge med på #June30x30.
Her er nogle af de outfits jeg glæder mig til at hoppe i, men jeg tror nu aldrig jeg bliver færdig med at mixe:
Hvis en garderobe pludselig er en flydende garderobe, så er det sådan en jeg har 😉
To spørgsmål, er den fine nye bærfarvede top ikke en kende udfordrende på undertøjsfronten?
Og ville den ikke være perfekt til de rødligt stribede bukser. Man bliver længere af den samme farve i top og bund så at sige, så det klæder de fleste ret godt.