Helt u-normalt laver jeg et indlæg søndag aften. Et ganske lille et. Jeg er blevet ganske inspireret af Thea fra den fine blog Ganske Enkelt, der går ud på at skære ned generelt med udsagnet: “priority is the new overconsumption”. Hun holder hele tiden regnskab med sin garderobe og over hvor stor del der er fx genbrug og bæredygtigt. (Tjek hendes garderobe status her) Og så var det jo jeg tænkte at der måske var nogle der kunne have lyst til at høre lidt om min garderobe, og tankerne herom…
Det er ikke mere end halvandet år siden jeg begyndte for alvor at lægge mine shopping vaner om, og før det var pris og udseende de to eneste faktorer der styrede mine indkøb. Hvilket betyder at H&M stadig dominerer mit klædeskab. Men derefter kommer ting fra genbrug. Da jeg altid har gået efter de klassiske ting når jeg køber genbrug er det sjovt nok også ting som ikke så hurtigt ryger ud igen. Det er værd at huske på til fremtiden.
Der er langsomt kommet en del “bedre” mode ind. Fx er jeg ret vild med A Question of som laver lækkert øko street wear. Jeg har i to år benyttet mig af H&M Conscious kollektionerne, og så er der stille og roligt flere ansvarlige mærker der sniger sig ind.
Mht materialer er det nok bomuld og polyester der dominerer; mest fordi jeg bare har så mange t-shirts. Til det vil jeg nok sige at jeg begynder at være lidt træt af bomuld – ikke fordi det ikke er super rart at have på, for det er det virkelig; men fordi det ikke er pænt efter mange vaske. Derfor går jeg også mere og mere over til viskose og modal. Uld har jeg også en del af, og det er noget jeg har svært ved at skille mig af med; til gen gæld kan jeg afsløre at der nok hvert år ind til omlægningen røg en sæsonbetonet acryl strik ind, som røg ud igen året efter. Det er der sat en stopper for nu; På mange måder kan man godt sige at dét at tænke mere bæredygtigt har gjort mig til en materiale snob. Men også fordi jeg nu ved hvad der holder – også kvaliteten år efter år.
Og hvad mangler der så (Okay jeg mangler intet men har mange ønsker)? Mørke jeans; Jeg er meget inspireret af Raw-denim bevægelsen (se nudie jeans’ blog) og ønsker mig derfor et par jeans som ikke skal vaskes.
Sort tøj i modal og tencel – fordi det er mindst lige så rart at have på som bomuld, men holder formen.
Bæredygtige sko. Især dette par fra fransk Veja.
Et par birkenstoks.. Men jeg ved ikke om jeg tør, for måske er det kun i år at jeg synes de er skønne fordi moden siger det.
Tjek også Thea’s guide til bæredygtig shopping ud. Den er virkelig grundig og godt lavet.