Sådan vil jeg shoppe bæredygtigt for kun 500 kr / måned

Sådan vil jeg shoppe bæredygtigt for kun 500 kr / måned

Sådan vil jeg shoppe bæredygtigt for kun 500 kr / måned 1333 2000 BedreMode.nu

Nyt år, nye shoppevaner. Eller måske er du meget tilfreds med din garderobe? Jeg er faktisk grundlæggende tilfreds med min garderobe, men derfor er der stadig nogle ting jeg længe har ønsket mig, og som jeg har udsat i lang tid.

Derfor vil jeg i år 2019 arbejde målrettet med at udfylde hullerne i garderoben. Og samtidig skal det passe til et af mine andre mål; at få min privatøkonomi på rette spor. Det er ikke tøj-købene der er løbet løbsk i 2018, men istedet take-out og andre dumme køb associeret med en livsstil på farten. Men det betyde også at jeg kommer til at arbejde med et ret striks budget i 2019, og på det budget står der 500 kr til tøj pr måned.*

Det får man jo ikke meget bæredygtigt tøj af, tænker du måske. Og nej det gør man ikke, men samtidig giver det et godt udgangspunkt for at tænke mere målrettet omkring mine køb i 2019.

Hvor meget “bedre” tøj kan du få for 500 kr om måneden?

Hvis de 500 kroner minder om dit budget, er det måske spændende at se på, hvad man så kan få for det. Jeg ser nemlig ofte at mange føler sig utrolig begrænsede af et lille budget og ønsket om at shoppe mere ansvarligt.

1-5 stykker godt genbrugstøj pr måned

Hvis du gerne vil have meget tøj, så er genbrug vejen frem. Hvis du er en sej genbrugshaj, så er det ikke urealistisk at finde 5 gode skatte for ca 100 kroner hver. Men hvis du måske har mere specifikke ønsker, så kan du gx bruge Tradono og Trendsales hvor du kommer langt med 250-500 kroner.

For mig er denne slags genbrugskøb dog også en fælde, for jeg kan nemt klatte et par hundrede kroner af til genbrugskøb der ikke er gennemtænkte. Og så kunne de lige så godt være gået til nogen som sætter mere pris på dem, og pengene kunne jeg have sparet sammen til de virkelige ønsker.

1 stykke “bedre” fast fashion pr måned

Jeg har fundet ud af, at jeg er kæmpe fan af Weekday jeans, og har fx lige nu kig på et par i brændt orange til 400 kr. Gud de er smukke, men jeg har faktisk en hel god buksesamling. Det ville ikke være noget problem at finde én lækkert økologisk ting fra fast-fashion kæderne pr måned. De ting jeg ofte falder for koster fra 350-700 kroner, hvilket i gennemsnit sagtens kunne betyde 500 kr pr måned.

4-5 stykker bæredygtigt kvalitetstøj

Den tredje model handler om at spare sammen, og bruge mit budget på de ting jeg viiirkelig ønsker mig, fra brands som laver mega god kvalitet i bæredygtige materialer, under gode forhold. Det her er et sted jeg ikke er så god til at prioritere, selvom det altid er pengene værd når jeg gør det. I år har jeg især brug for sko; nye sandaler til sommer og nye flade støvler til efteråret. De to køb kan nemt  kommer til at tage halvdelen af årets budget, fordi jeg ønsker at gøre mig køb som kan holde i mange år.

Kombi

Det er selvfølgelig muligt at kombinere de tre muligheder, men en ting er helt sikkert, og det er at det ikke er muligt at gøre det hele; købe masser af lækkert genbrug, økologisk fast-fashion og de rigtige langtidsholdbare køb hver måned. Men jeg ved også, at jeg holder af at shoppe, og ikke vil kunne nøjes med at shoppe 4-5 gange om året. Derfor vil jeg prøve at finde måder hvorpå jeg kan strække mit tøjbudget, og se om jeg ikke kan sælge lidt tøj for at få råd til lidt mere.

Samtidig vil jeg også forsøge at tage til et enkelt byttemarked i 2019. Det er en ting jeg har gået lidt udenom, fordi det virkelig handler om at rode sig igennem en masse, ja undskyld, crap. Men hvis shoppetrangen virkelig presser sig på, så tror jeg at det er en god udfordring. 

Jeg ved endnu ikke præcis hvordan jeg vil dokumentere denne process, men sig endelig til hvis du du har nogle spørgsmål, eller noget du gerne vil vide om det. I denne process vil jeg dog også rigtig gerne dykke ned i prisstrukturer i den bæredygtige modebranche og hvorfor forskelllige ting koster det de gør. Måske også bringe series om hvad jeg ikke køber, tilbage..?

*Jeg vælger at holde gaver fra firmaer ude af dette. Jeg ved godt at jeg skal betale skat af dem, men jeg forventer aldrig at modtage tøj, og derfor ser jeg dette som dejlige overraskelser, ikke noget jeg planlægger efter. Men mere om det en anden gang.

Hvad er dit tøj-budget, og hvordan kan du bedst lide at bruge det?

 

johanne

Jeg blogger om mode og bæredygtighed.

All stories by : johanne
10 kommentarer
  • Fint overblik, men jeg synes du taler lige lovlig dårligt om byttemarkeder, især hvis du aldrig har prøvet det (?). Hvad definerer du som “crap”? Måske noget ikke giver værdi for dig, men for andre deltagere. Det er det fine ved byttemarkeder, synes jeg. Ja, du skal med stor sandsynlighed kigge en masse ting igennem, som du ikke vil have, lidt ligesom når man går i en almindelig utrendy genbrug. Til gengæld er ALT gratis og arrangeret af frivillige. Hilsen en garvet byttemarked-gænger

    • Hej Signe
      Tak for din kommentar. Jeg beklager at det måske var lidt hårdt sagt. For du har ret, jeg har aldrig givet det en fair chance, bare altid opgivet pga de store stakke, der i min optik sjældent er indbydende. Men konceptet er jo ganske fint…
      Hvor er det dejligt at det fungerer for dig.

  • Ej, nogle lækre bukser! I orange, endda! 🦊😍
    Jeg har for flere år siden, besluttet mig for ikke at gå i sort tøj mere, for jeg elsker farver, og at kunne skabe nye og fine udtryk med farverne i et outfit. Selvom der kun er et par enkelte sorte stykker tøj tilbage i min garderobe, er min skuffe med bukser blevet lidt kedelig at se på i grå, blå, brun og grøn.

    Orange 🍊❤️❤️❤️💛💛💛

    … Heldigvis har jeg besluttet mig for at have købestop i år, så jeg kan jo skrive dem på min ønskeliste 😅

    • Hej Rose
      Jeg har faktisk også besluttet at det skal være slut med sort. Jeg føler mig bare mere levende i farver 🙂
      Og ja de er svært fine, de bukser. Jeg har stadig ikke besluttet mig 😉

  • Hvor er det et inspirerende indlæg – og din blog i det hele taget. Jeg har først stiftet bekendtskab med den/dig i dag, så der er en del der skal læses.

    Jeg besluttede i sommer, at min garderobe skulle være mere bæredygtig. Jeg ryddede ud, gav videre og solgte en lille smule. Jeg brugte også tøjafleveringen i H&M (som vist også har været under kritik).
    Desværre skete der det, at jeg brugte en hel del penge på High fashion, og selvom at der er en del god strik blandt, som jeg tænker vil have en acceptabel levetid – ja, så er der også ting jeg slet Ikke har brug for :-/

    Derfor besluttede jeg at første kvartal skulle være helt shoppefri, sådan at jeg i april kunne belønne mig selv med en drømmesag fra Ivy & Ellis… Men, men, men… hold nu kæft, det er svært.
    Jeg tror jeg hopper med på din 500 kr og tager dine shopperåd til kraftig overvejelse.

    • Hej Line
      Hvor er det fedt at du har fundet min blog. Må jeg spørge hvordan?
      Og ja det er mega svært.. Jeg kender det alt alt for godt. Men er glad hvis mine råd kan hjælpe bare den mindste smule.

      • Jeg tror det var via rockpaperdresses – kan det passe at hun havde interviewet dig netop i forbindelse med bæredygtighed…

  • Jeg tænker for 500 kr kan man få lidt mere end 1-5 stykker brugt tøj. Her i “provinsen” kan man i hvertfald få 10-15 stks i en almindelig genner ;-).

    Min tilgang er at jeg helst kun vil blande genbrug med hjemmesyet i gots materialer. For mig er genbrug det “hurtige” fiks, men det hjemmesyede er det som jeg går i i mange sæsoner. Sidste sommer hittede en nederdel jeg syede for 10 år siden.
    Det jeg køber nyt er især strømpebukser (6-10 par Swedish Stockings, jeg går kun går i kjoler/nederdele), undertøj, overtøj (hvis jeg ikke kan finde det brugt eller det er funktionsovertøj som skal være tæt), sportstøj (sjældent, det polyester holder alligevel længe), og sko.

    Jeg synes sko er svært. Mine 2 par dyrere vinterstøvler er i 5. sæson nu og stadig pæne, de holder nok en del år mere. Overgangssko har jeg også nogle fine som har holdt tilsvarende længe. Men ballerinaer og sandaler slider jeg desværre op på 1-2 sæsoner, uanset om de er dyre eller ej. De holder ikke til sveden og varmen 🙁

    Mega spændende blog – tøjindustrien trænger i den grad til en revolution.

    Jeg har været på familiebesøg i Tanzania flere gange, og været på egnens største brugttøjsmarked. Det er flere fodboldbaner stort og fyldt med alt det tøj vi og resten af den vestlige verden giver “til de stakkels sorte”. MASSIVE mængder. 100 meter kun med sorte sko eller jeansjakker, eller 5 boder ved siden af hinanden med promdresses i skrigende farver. Det er skræmmende. Der er virkelig brug for mere bevidst forbrug af tøj og sko.

    • Hej Anna
      Tusind tak for din kommentar – og for at du har fundet ind på bloggen!
      Ja nogle steder kan man nok få mere end 1-5 stykker tøj, men hvad er så kvaliteten? I hvert fald med 15 stk for 500 kr?
      Jeg synes generelt vi er blevet lidt for vandt til at genbrug er blevet alt for billigt – men samtidig synes jeg måske også priserne er skruet en del op her i hovedstaden. Det er en balance.
      Og ja brugt tøj i Afrika er et helt andet issue – det er ikke en gang sikkert at det er blevet “doneret” dertil, det kan også sagtens bare være enden af en lang kæde af videresalg. Det har jeg lavet et indlæg om her: http://bedremode.nu/sandheden-omkring-det-toej-du-donerer/

      • Kommer an på hvad du mener med kvalitet. Jeg tænker at hvis tøjet stadig ser pænt og tidsløst ud når det er brugt, så er det kvalitet (som i at det holder til at blive brugt). For mig er kvalitet ikke at nypris er høj eller at det rigtige står i nakken. Selvfølgelig ville jeg ønske at alle materialer er økologiske osv, men det er generelt mere vanskeligt at finde brugt, måske fordi dem som går op i den slags oftest bruger det i bund.
        Jeg er med i en fb-gruppe med køb-salg af øko tøj, og det er ikke massive mængder der sælges der. Når jeg en sjælden gang køber eller sælger derinde holder jeg mig for det meste under 50-100kr per del.

        Dejligt indlæg om brugt tøj til u-lande, jeg fornemmer vi har samme holdning om emnet 😁.
        For at slå en krølle om det markede i Tanzania jeg var på, så har et familiemedlem med næse for mode et par gange gjort det at hun er rejst ned med tom kuffert, fyldt kufferten på markedet, valgt de dele hun kunne lide og solgt resten på Finders Keepers – det betalte flybilletten plus lidt til. Ironien i det🙈.