Jeg elsker elsker blå skjorter, men hvor mange har man egentlig brug for? Heldigvis bliver de ikke forældede
Jeg tror, at når man er på den rejse som jeg er, hvor man prøver at gøre sit liv og sit forbrug lidt mere ansvarligt, så er der to følelser der før eller siden vil trænge sig på. Den ene er; “det er jo ligegyldigt hvad jeg gør, når alle andre handler så uansvarligt”. Den tanke er jeg god til at lægge fra mig, fordi jeg faktisk synes at kunne se en langsom ændring i samfundet, og det er fordi enkeltpersoner hver dag vælger at gøre tingene anderledes.
Den anden tanke er “Det er slet ikke nok det jeg gør, for jeg er stadig en del af den forbrugs kultur, jeg egentlig ikke er vild med.” Denne tanke optager mig en del for tiden, og jeg har af den grund fået lidt shoppe-lede. Ud over det forestående sandalkøb (som jeg, pga. det dårlige vejr, ikke føler er et presserende behov), kan jeg ikke komme på en eneste ting jeg reelt mangler. Det startede lidt da jeg for to uger siden solgte ud af mit gamle tøj på loppemarked; det gik så godt at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke ryddede dybere ud, og tog mere med.
Men det kommer også i forbindelse med min eksamen, som jeg lige nu bruger næsten al min tid på. Her beskæftiger jeg mig meget med to begreber; Planlagt Forældelse og Opfattet Forældelse. Planlagt forældelse kom til i 30’erne hvor man fandt ud af at økonomien havde bedre af at folk købte nyt, frem for at reparere på det de havde. Men hvis det bare var det eneste, så var det jo noget vi kunne kæmpe imod. Men senere fik vi også banket trangen til nyt, ind i hovedet; en opfattelse af at ting bliver forældede hurtigt. En trang der altså er under 100 år gammel.
Bæredygtige designere har gjort rigtig meget for at skabe produkter der kan holde længe. De vælger med omhu materialer som er af høj kvalitet, og sørger for at tøjet bliver lavet således at det kan holde til mere. Samtidig gør de meget for at gøre forbrugerne klar over hvordan de skal håndtere tøjet ift vask, netop så det holder sig flot længe. Flere prøver også at gøre op med tempoet i modebranchen, ved at lave færre kollektioner og ikke lade gamle designs udgå helt. Men de laver stadig nye designs hver sæson.
Jeg har hid til købt et nyt tørklæde ca hver sæson. Så er dét det eneste jeg har på, ind til jeg synes det ser for gammelt eller umoderne ud.
Jeg tror grunden til, at jeg tænker så meget over dette, er at jeg reelt ikke ved hvilken vej det kommer til at gå; eller hvilken vej jeg gerne vil have det skal gå. I al min research ser jeg, at der er to hovedtanker der er dominerende som svar på problemstillingen med opfattet forældelse. Den ene er at lave ting der reelt holder rigtig længe, og prøve at stå fast på, at forbrugeren skal have det til det ikke kan mere rent fysisk. Den anden er at imødekomme trangen til nyt, og lave produkter som kan transformeres, komposteres eller på anden måde blive til noget andet.
Min opgave beskæftiger sig med den sidste mulighed. At imødekomme trangen for nyt ved at tænke over hvordan man kan transformere tøj der er visuelt forældet, men ikke fysisk. Men det betyder at jeg, i mit eget liv, trækker lidt i den anden retning – i hvert fald for en stund. Mode-pigen er ikke forsvundet, men lige nu prøver jeg at klare mig lidt med hvad jeg har. Jeg opstiller ikke nogle regler, men jeg vil prøve om jeg ikke kan skubbe til min egen opfattelse af hvornår noget er forældet.
Er det overhovedet noget I tænker over? Og hvornår er noget forældet i jeres hoved?
ENG: I think that when you are on this journey as I am, trying to live and purchase more responsibly, there are two feelings that will eventually intrude. One is; “It doesn’t matter what I do, everyone else is so irresponsible.” I am rather good, at putting this thought away, because I actually think I see a slow change in society, and that’s because individuals choose to do things differently every day.
The second thought is “It’s not enough what I do, because I’m still part of the consumption culture, I really loathe.” This thought occupies me a lot these days, and have put me off shopping for a while. In addition to the upcoming sandal-purchase (which, due to bad weather, does not feel urgent), I can not think of a single thing I actually need. It began two weeks ago, when I sold some of my old clothes at the flea market; it went so well, that I regretted not bringing more.
I think the other reason this occupies my brains so much, is that it is at the center of my exam-subject. I deal with things related to Planned Obsolescence and Perceived Obsolescence. Two concepts that were introduced to make us buy more and trash more. In all my research I see that two main thoughts are dominant in response to the problem of perceived obsolescence. One is to make things actually last a very long time, and convince consumers to actually keep it for that time. The other is to meet this craving for new and make products which can be transformed, composted or otherwise become something else.
My exam-paper is dealing with the last option. To meet the desire for new by thinking about how to transform the clothes that are visually outdated, but not physically. But this means that in my own life, I am drifting a little in the other direction – at least for a while. The fashion-loving-girl has not disappeared, but right now I’m trying make do, with what I have. I do not establish any rules, but I will try if I can, to push my own perception of when something is out of date.
Jeg har fire lyseblå skjorter. Og jeg er glad for alle sammen. To er købt i 2011, en i 2012 og en her i foråret.
Forældelsesbegrebet er meget centralt hos mig. Jeg vil i princippet ikke have noget, der kan blive “opfattet forældet” i kernen af min garderobe.
Derfor har den lige været igennem den helt store tur.
Resultatet er, at der er en kerne på 23 stykker tøj, som er anskaffet i de sidste 4 år og her findes en af de 4 lyseblå skjorter, den fra 2012. Det er de stykker tøj, der gør mig tryg i min påklædning, har en slags gennemslagskraft og for mig er de tidsløse.
Så er der 55 fuldstændig tidsløse ting (tøj, sko og tasker), der supplerer de 23, her i blandt 3 af de 4 lyseblå skjorter. Tingene er primært anskaffet de sidste 5 år, en enkelt er endnu ældre.
Dertil er der 5 stykker tøj og 12 tørklæder, sko og tasker, som er på lager eller som bliver brugt, men som ikke rigtig består “tidsløshedsaspektet”. Det er ting, som jeg nu ved, der ikke skal købes noget lignende af i fremtiden. Blandt tørklæderne er det primært de mønstrede og dem, der ikke er lyseblå, grå eller sorte.
Der var lidt flere ting end det, men alt der er kvalificeret til hjemmetøj sammen med det lidt slidte, der var i overskud fra 2. kategori er endt i hjemmetøjet, som man kan sige at jeg har fået en kvalificeret udskiftning i:-)
For fremtiden vil jeg prøve at holde mig fri af “opfattet forældet” og dukke mig alt hvad jeg kan for “planlagt forældet.