#4: Garderobeanalyse – Se dit tøj i øjnene

#4: Garderobeanalyse – Se dit tøj i øjnene 2560 2560 BedreMode.nu

Denne episode er virkelig et MUST at lytte til for rigtig mange mennesker – og især kvinder. For hvis din garderobe ligner gennemsnittet, så er mellem 70% og 80% af dit tøj ikke i brug! Og det kan der være mange årsager til. Lyt med og forstå, hvorfor du har det tøj du har i din garderobe, forstå hvorfor du ikke bruger det, og sidst men ikke mindst, få nogle rigtig gode værktøjer til hvad du kan gøre for at se dit tøj i øjnene og få ryddet op.

Hvad er det for noget tøj, vi har i skabene? Hvorfor har vi det? Og hvad siger det om os som kvinder? Er du også en af dem, der køber tøj til ”når du har tabt fem kilo” og bruger du tøjkøb som et ”fix”, altså en slags ”shoppe-high”? Kom med når forsker i design og bæredygtighed på KADK Else Skjold fortæller sandheder om tøjet i vores garderober, og Bedre Modes Johanne Stenstrup går på oprydningsjagt i sit strik nede i kælderen.

Else’s og mit outfit på optagedagen

Du kan høre om:

  • ”Opfattet forældelse” eller ”indbygget død”
  • Hvornår mode og trends kommer ”tilbage” igen
  • Hvad ”tøjsorg” er, og hvorfor noget tøj tynger os mentalt
  • En super god øvelse og en metode til hvordan du kan rydde op i din garderobe ved at inddele tøjet i tre kategorier:
    • Favoritter – det bedste – det mest aktive
    • Passivt tøj
    • ”Udenfor kategori” (det kan være ting man har arvet med følsesmæssig værdi)
  • Oprydning i garderoben som stressbehandling
  • Mellemstationer – en bunke du kan vende tilbage til senere, hvis du ikke er klar til at tage en beslutning om at skille dig af med det nu og her.
  • At det hele ikke kun handler om at skille sig af med tøj, men i høj grad også om at forstå hvad er det du køber, og om det fra starten af det rigtige for dig at købe
  • Forskellige former for ”dogmeregler” – ”vend-bøjlen” metoden, bunkemetoden og ”kig på din vasketøjskurv”-metoden

Nævnt i episoden:

OM BEDRE MODE

Bedre Mode er produceret af mig, Johanne Stenstrup for Sustain Daily. Forsker i design og bæredygtighed på KADK Else Skjold er medtilrettelægger og sammen udgiver vi til august bogen “Klæd dig bedre” på Gyldendal. Podcasten er klippet af Anette Hallstrøm.

Følg med & giv lyd

Du kan abonnere på Bedre Mode Podcast i den app, du normalt bruger til podcasts – eller lytte med lige her direkte i din browser.

Har du en kommentar til dagens episode? Et ønske til noget, vi skal tage op i et kommende afsnit? Ris, ros, nye perspektiver eller et kritisk input? Så skriv en kommentar i kommentarfeltet, find Bedre Mode på Facebook eller Instagram eller kontakt mig her.

Jeg vil blive virkelig glad, hvis du skriver en anmeldelse af podcasten eller giver den stjerner. Det hjælper mig til at nå endnu længere ud med det bæredygtige tøjbudskab.

Dagens spørgsmål:

Er du klar til at se dit tøj i øjnene og rydde op i din garderobe?

Hvis du vil have meget mere BEDRE MODE, kan du følge mig på instagram, eller aldrig misse et indlæg ved at følge med på bloglovin'.

johanne

Jeg blogger om mode og bæredygtighed.

All stories by : johanne
2 kommentarer
  • Gitte M. Jensen 13/05/2020 at 07:46

    Jeg har lige lyttet til dette afsnit (Garderobeanalyse), og som stylecoach kan jeg nikke genkende til alt dét, I taler om: At vi har 70-80% af vores garderobe, vi sjældent bruger. Om at finde vores favoritter. Om at mærke efter, hvilket tøj der føles perfekt, og hvilket der giver en dårlig følelse. Om at vælge tøj fra, som ikke klæder os, selvom vi ville ønske, at det gjorde!

    Det er så dejligt, at du/I tager disse emner op, og at de også bliver behandlet på en videnskabelig måde. Der er masser af selv terapi og selv indsigt at hente i at se på éns tøj, for det er en del af éns personlighed, uanset om man vil være ved det eller ej.

    Bevidsthed om éns tøjstil er en måde at forstå sig selv, og den viden kan man bruge aktivt til at klæde sig præcis, som man har brug for i enhver situation.

    Jeg bruger selv nogle konkrete redskaber til at hjælpe mennesker til at se og genkende præcis, hvad det er ved noget bestemt tøj, der virker tiltrækkende. Men pointen er den samme som hos jer: At man kun skal købe og bære tøj, der gør én glad og får én til at føle sig lækker. Det andet skal man undgå at købe. Og det vil i sidste ende betyde, at man får mindre tøj, der ikke bliver brugt, i sin garderobe, og det er også mere bæredygtigt.

    Tak for en intessant, vedkommende og nødvendig podcast.

    • Tak for at lytte med – dejligt du også kan genkende det forskerne har fundet frem til 😉