Der har været meget snak på nettet om den norske serie Sweatshop, hvor 3 unge fra Norge tager til Cambodia og arbejder sammen med de folk der syer deres tøj; tekstilarbejderne. Jeg måtte jo derfor se den, også selvom det ikke er et nyt koncept. I Danmark har DR1 prøvet med blod, sved og t-shirts, uden at det fik samme internationale opmærksomhed (eller ledte til noget konkret herhjemme)
Serien er ikke ny, faktisk fra efteråret 2014, men det er som om den først for stor omtale nu. (måske fordi Aston Kutcher delte den på sin facebook?). Men fordi den var så gammel tænkte jeg faktisk at det mest spændende var at se hvordan de tre deltagere (den ene har en norsk modeblog) havde ændret adfærd. Det naive håb var at Norge nu havde fået 3 nye forkæmpere for ordentlige levevilkår og etisk mode.
Men sådan ser det desværre ikke ud. I interviews siger de alle at oplevelsen har sat dybe spor, men det er som om de ikke ser, eller i hvert fald ikke snakker højt om, at en del af løsningen også ligger hos forbrugerne? Den ene pige, render på sin blog stadig rundt i billigt tøj, som sagtens kunne have været lavet i Cambodia eller under lignende kummerlige forhold andetsteds. For lige så vigtigt som det er at gøre opmærksom på uretfærdighederne, er det vel at ændre sine egne vaner og være et eksempel for andre?
Jeg skal ikke dømme dem som personer, for jeg ved ikke hvad sådan en oplevelse gør ved en. Efter at have fundet denne artikel, får jeg også et indtryk af et efterspil som på ingen måde må have været let. Jeg kan kun håbe at den ville ændre mig drastisk. Men selv ved jeg alt det her, alt for godt faktisk – og stadig falder jeg i. Jeg købte for nylig en nederdel til 69 kr, et sted hvor jeg INTET ved om arbejdsforholdene, men kun at de sikkert ikke er tip-top. Så selvom jeg prøver at gå på den smalle gode sti, har jeg stadig ikke ændret min adfærd 100 %.
Så hvor meget skal der til? Og har I set serien, eller hørt om den?
Hvis ikke, så se i det mindste afsnit 4 hvor de snakker om leveløn vs. realløn. Det er en fin måde at vise det på, og vise hvor lidt de egentlig bliver betalt. Det er et område hvor mange firmaer mener at de har rygdækning så længe de følger landet lov for minimumsløn, men i flere af disse lande kan man ikke leve for en minimumsløn.
UPDATE: Efter at jeg udgav det her indlæg igår (2. februar), har jeg gået med en tanke om det nu også var nuanceret nok. (det er ting jo sjældent) Jeg har nu gennemlæst dette indlæg fra Anniken, som var den blogger der var med i programmet. Her fortæller hun hvad hun selv har prøvet at gøre i kølvandet på programmet. Det har især været at få H&M i tale, og hænge især dem ud. Det er godt at der er nogen der gør det, og det er jo på sin vis også sejt. Desværre meget uproduktivt, og hun er da også endt et dumt sted, hvor der ikke er sket noget.
Det er for mig at se endnu et eksempel på at det ikke nytter noget kun at fokusere på problemerne i tekstil branchen. Det gør folk immune, fordi ændringerne er så uendeligt langsomme og små. Men hvis man i stedet prøver at give folk en anden løsning; nemlig at bruge sine penge et sted der skaber meningsfulde og sikre arbejdspladser, så kan man gøre en reel forskel for nogle få. – Og det kan forhåbentlig være med til (i lige så langsomt tempo hvis man ser det store billede, I know) at skubbe til tekstilindustrien.