Fremhævet Interviews

Skall Studio: Skarpe spørgsmål omkring deres produktion

15.06.26 skall studio 23

15.06.26 skall studio 24Billeder taget af smukke Silje, i en skjorte bluse fra Skall Studio. (Kontakt dem for information) Jakke H&M Conscious

Jeg mødtes for en måneds-tid siden med søstrene bag Skall Studio til en snak om deres nye mærke og bæredygtighed. Her snakkede vi en del om at være åben omkring hvad man gør lige nu, og hvor man gerne vil hen. Derfor fik jeg lov at sende nogle korte og konkrete spørgsmål til dem, som kom hele vejen rundt om produktet.

Mange ny-startede brands har svært ved at starte ud som 100% bæredygtige. Det er der ikke noget at sige til, men jeg synes det så er vigtigt at sige hvad de gør på vejen der hen. For den vej kan godt være lang, og fyldt med utrolig mange skridt, inden man er i mål. Og nogle kommer det aldrig, hvorfor det er endnu mere vigtigt (ifølge mig) at være åben om hvor langt man er.

Jeg har delt mine spørgsmål ind i 5 kategorier; materialer, produktion, transport, liv hos forbrugeren og afskaffelse. Alle disse faktorer har påvirkning på bæredygtigheden, og er værd at tænke med når man taler om den fulde påvirkning. Mine spørgsmål tager udgangspunkt i det der hedder en livs-cyklus-analyse, og prøver at komme 360grader rundt om produktets samlede påvirkning på mennesker og miljø.

Materialer

Materialerne, og hvordan de bliver håndteret, siger en hel del omkring hvor miljøvenligt et produkt er.

Hvor meget ved I om hvor de er produceret og hvor rå-materialet kommer fra? og er de på nogen måde mere miljøvenlige?

På vores SS15 kollektion har vi kun brugt konventionelle bomuldskvaliteter og viscose. Begge kvaliteter er fra Indien. På vores AW15 kollektion, som kommer ud i August er det samme gældende, dog har vi overtøj i genanvendt uld og uldstrik fra Danmark. Fra foråret 2016 vil ca. 45% af vores kollektion være i økologisk bomuld, hvilket indeholder færre kemikalier end konventionel bomuld. Alle vores materialer er fra Indien, og der findes ca. 200 landmænd som dyrker økologisk bomuld i Indien. Med de råmaterialer som er GOTS certificerede vil de efterfølgende processer med vævning og farvning også foregå på GOTS certificeret produktions steder.

Hvilke kemikalier er der brugt i processen?

Det er ikke muligt at producere 100% kemi-fri bomuldskvaliteter, men der er kun brugt kemikalier som er godkendt GOTS og er indenfor GOTS og REACH standarder.

Har materialet nogle certifikater?

GOTS certificering på de fremtidige økologiske kvaliteter.

Hvor meget vand bliver brugt? Og bliver det genbrugt eller hvad sker med spildevandet?

Vi kan desværre ikke svare på præcis hvor meget der bliver brugt, det kan variere fra produkt til produkt. Alt vand som bliver brugt i de “våde processer” bliver enten genanvendt eller behandlet, så det har mindst mulig skadelig effekt. Også her er der internationale samt GOTS standarder, som skal overholdes. Desuden kan vi fortælle at den fabrik vi producerer på, har et “Rain harvesting” system, hvor de opsamler regnvand og genbruger det i forskellige processer. F.eks i de processer hvor vandet har koge temperatur.

15.06.26 skall studio 2

Produktion og arbejdsforhold

Forholdene under produktionen siger en del om hvor social ansvarlig et produkt er. Det er forskelligt om man vægter arbejdsforhold eller miljøforhold højest, men de fleste er dog enige om at hvis man vil lave et bæredygtigt produkt, er de to ting uadskillelige. Det er planen at jeg hen over sommeren vil lave en guide til forskellige certifikater.

Hvor bliver tøjet produceret?

Alle vores økologiske styles bliver produceret på en GOTS certificeret fabrik i Indien. Øvrige styles bliver produceret på BSCI certificeret fabrikker, også i Indien.

Hvordan er arbejdsforholdene og løn-niveauet der?

Arbejdsforhold og lønforhold er i overenstemmelse med BSCI og SA 8000. Desuden forventer vi at starte op med en Fair Wear certificeret fabrik i 2016. Fair Wear’s standarder er lidt højere end BSCI og SA 8000.

Har produktionen/fabrikken nogle certifikater?

GOTS, SA 8000 og BSCI.

15.06.26 skall studio 22

Transport og pakning

Transport er faktisk en lille del af det samlede miljø-regnskab, men stadig væk en del der er værd at tage med, fordi man her også kan være med til at skrue på nogle ting.

Hvor langt bliver det transporteret og hvordan?

På nuværende tidspunkt får vi transporteret alle varer via luftfragt, men på sigt vil vi fragte alle større produktioner på skib. Det er mindre forurening ved at transportere med skib, men da vi stadig er en lille virksomhed og har meget små produktionskvantiteter, kan det økonomisk ikke betale sig at fragte med skib endnu. Det er et spørgsmål om at prioterere økonomisk, så vi også kan overleve og derved efterleve alle bæredygtige elementer og ønsker 🙂

Hvilke materialer bruges der i forsendelsen?

Alt plastikmateriale er enten genbrug eller naturligt nedbrydeligt. Papkasser er ikke af genbrugs materiale (selvom vi har efterspurgt det), dog bruger vi genbrugte papkasser til al forsendelse. I vores supplier manual opfordre vi vores leverandører til at bruge genbrugsmaterialer så vidt muligt.

15.06.26 skall studio 25

Livet hos forbrugeren

For miljø-påvirkningen er livet hos forbrugeren lige så stor som påvirkningen før vi får det hjem. Derfor er det også vigtigt hvordan vi passer på vores tøj; og hvordan virksomheden er med til at fortælle om dette.

Hvordan skal forbrugeren vaske det, og oplyses der om “grønnere” vask?

Alle vores styles har carelabel, hvor vi anbefaler “eco friendly” wash, max. temp. 30 grader. Ingen rens, ingen blegning, ingen tørretumbler.

Hvor længe kan det holde?

I princippet kan det holde forevigt! 😉 Vask er den største synder når det kommer til slidtage, så hvis man passer godt på sit tøj kan det holde i rigtig mange år.

Kan det repareres hvis der sker noget?

Vi tilbyder reparation på alle skader som kan fixes. På vores første kollektion har ikke oplevet nogle reklamationer.

Afskaffelse

Det her punkt er noget vi meget sjældent snakker om, men det er vigtigt når man vil tænke hele vejen rundt om produktet.

Hvordan er den bedste måde at skille sig af med produktet?

Vi anbefaler altid at give brugt tøj videre. Enten til famile, veninder eller til en lokal genbrugsbutik. Selvom tøjet er for slidt eller ødelagt til at blive solgt videre, kan div. genbrugsorganisationer stadig bruge tøjet til videresalg til tekstilfibre.

Kan det genanvendes eller er det bio-nedbrydeligt?

Alle textiler kan i princippet genanvendes på den ene eller anden måde. Enten som nye textiler, textiler så som tæpper, eller fyld til tøjdyr og puder.

Note: Den bomuld de bruger er i udgangspunktet også bionedbrydelige (det tager ca 4 uger i fugtig muldjord før bomuld er 100% nedbrudt), men den er syet med polyestertråd som ikke nedbrydes, derfor skal den ikke smides på kompostbunken.

Hvis du vil have meget mere BEDRE MODE, kan du følge mig på instagram, eller aldrig misse et indlæg ved at følge med på bloglovin'.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    thefaircloset
    26/06/2015 at 15:25

    Definately a brand to watch! And that top is really flattering!

  • Skriv en kommentar