Personlig

Foredraget jeg ikke troede jeg skulle holde

Reklame: Kjolen og jakken fra mit outfits er gaver

Meget er sket siden jeg startede denne blog for snart 5 år siden. Den gang handlede det meget om at nørde materialer, brands og produktionskæder. Og selvom jeg stadig finder det utrolig inspirerende, så har mit fokus flyttet sig en lille smule.

Hvor jeg før mente at du kunne starte rejsen mod en bæredygtig garderobe med at shoppe, så siger jeg nu at den starter hjemme i din egen garderobe.

Hvor jeg før mente at mængden er tøj ikke var et problem, holdt jeg igår et foredrag der startede med dette udsagn: “Der er for meget tøj i verden”.

Foredrag med garderobe fokus

Nårh, det var en snørklet måde at fortælle at jeg igår holdt foredrag på Ringsted Bibliotek. Og jeg er stadig helt høj på oplevelsen. Næsten 30 dejlige damer var mødt op, og jeg følte virkelig at vi var sammen om at have en række “aha” oplevelser i løbet af de to timer.

Foredraget hedder “Mindre tøjspild, mere garderobeglæde” og du kan finde hele beskrivelsen her. Og det var ikke det foredrag jeg troede jeg skulle holde, da jeg først startede bloggen.

Det handler en del om forbrugsmønstre, og hvordan vi alle sammen har et ansvar for at mindske tøjspild. Det handler om hvordan vi prioriterer vores indkøb, hvad vi er villige til at give for tøj; hvordan og hvor længe vi bruger det. Det handler om at se indad, og være ærlig omkring sine egne tøjbehov – og lyster.

Det handler også ærligt om at jeg elsker tøj, går meget op i tøj, og får en stor glæde fra mit tøj. Det synes jeg er vigtigt at sige højt, fordi glæden er roden til alt godt.

Meningen med det hele, er at have det sjovt

Det står der på baggrundsskærmen på min telefon, og det er noget jeg prøver at huske mig selv på hver eneste dag. Især i disse dage hvor jeg arbejder hårdt – så er det vigtigt at det føles som en lang leg!

Men det er også vigtigt når det kommer til tøj synes jeg. Jeg sagde direkte igår, at jeg ville elske at se hvordan verden så ud, hvis alle kvinder, gik i deres yndlingstøj hver dag! Tænk hvor meget energi det ville give os? Hvis vi tillod os selv, at stille det krav til vores tøj, at det skal være en kandidat til yndlingstøjet før det flytter ind, så tror jeg vi ville shoppe meget mere bæredygtigt.

Fra pligt til lyst

Da jeg startede med at blogge, følte jeg det som en stor pligt at fortælle verden om mere bæredygtigt tøj. At fortælle om konsekvenserne ved konventionelt bomuld, at vise hvor let det er at shoppe bæredygtigt og hvorfor det er vigtigt.

På min rejse fandt jeg en kæmpe glæde ved alt det nye ansvarlige tøj jeg fik ind i min garderobe. Den glæde som gjorde mig langt mere stil sikker – ikke forstået som at min stil er fastsat, men som at jeg føler mig sikker og tilpas i min egen stil, og glad for at vise den frem.

Jeg har lyst til, at vise denne vej til mange flere kvinder. Jeg har lyst til at formidle dette budskab, ikke fordi det er min pligt, men fordi jeg tror på at det kan skabe glæde ikke kun for os forbrugere, men i alle led af den ansvarlige modebranche.

Kunne du godt tænkt dig at høre alle disse tanker? Så kontakt dit lokale bibliotek eller lignende, og hør om de har lyst til at booke sådan et foredrag.

Går du op i bæredygtighed af pligt eller af lyst?

Outfit:

Jakke: Better World Fashion
Kjole: Schulz by Crowd
Jeans: Weekday
Sko: Håndlavede i Marrakech 

Hvis du vil have meget mere BEDRE MODE, kan du følge mig på instagram, eller aldrig misse et indlæg ved at følge med på bloglovin'.

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Marina / cand.mor
    26/09/2018 at 10:23

    Kære Johanne.

    Hvis dit udgangspunkt er, at der er for meget tøj i verdenen, hvordan vurderer du så, om du vil takke ja til en tøjgave fra en virksomhed? Hvis du takker ja, ryger der så noget ud af skabet i samme ombæring? Jeg er selv (argh, forsøger på det ;)) enormt bevidst om, hvad der kommer ind i huset, både i fht. til min egen garderobe, børnene og deres værelser i fht. interiør, legetøj m.v. Men sommetider er jeg jo alligevel til fals for smukke ting og lækre materialer. Jeg vil derfor vildt gerne høre dit take på bæredygtighed i forhold til det, at du personligt er kommerciel interessant for virksomheder kontra dit eget ønske om at leve bæredygtigt (og mindske mængden af tøj i verden).

    Mange hilsner fra Marina

    • Besvar
      johanne
      28/09/2018 at 06:44

      Hej Marina
      Tak for det virkelig gode spørgsmål.
      Jeg tænker meget over at jeg er kommerciel interessant for virksomheder, omend det har været mere presserende da bloggen var mere aktiv, end det er lige nu.
      Jeg siger nej tak til 8/10 ting der kommer min vej. Selv hvis det opfylder mine kriterier for bæredygtighed, så skal jeg kunne se mig selv beholde produktet længe – og det skal have en reel funktion i min garderobe. Og ja, så er det ofte som erstatning for noget andet i skabet.
      Jakken på disse billeder, er faktisk en direkte erstatning. Ved at have fået denne, er aftalen at jeg sender min “gamle” læderjakke fra dem tilbage, så den kan blive solgt til en ny kunde og indgå i kredsløbet igen. Da jeg første gang tog imod en læderjakke fra dem, havde den beklædningsgenstand stået på min ønskeliste længe.
      Jeg er i en priviligeret situation som blogger, og det er jeg utrolig taknemmelig over. Men jeg benytter mig også af den mulighed det giver – fordi jeg elsker tøj, og fordi jeg gerne vil vise jer læsere et større udvalg af bæredygtigt tøj end jeg selv ville have mulighed for.
      Det jeg så gør, istedet for at tage imod det meste, er at vælge nogle få mærker hver sæson, som jeg så inkorporerer i min garderobe. Det har jeg ikke altid været godt til – her er der også sket et skifte i min holdning til garderobe – men nu tager jeg kun noget ind, som jeg vil bruge mange gange.
      Et andet eksempel er kjolen på disse billeder. Til nytår tilbød PR bureauet mig en t-shirt i samme print, som en hurtig nytårsgave. Selvom den var fin, takkede jeg nej tak, fordi vi havde aftalt at jeg skulle have kjolen, og jeg vidste at det var den som opfyldt en reel plads i min garderobe.
      Så ja – jeg har måske adgang til mere tøj end almindelige mennesker, men jeg siger nej til det meste, og er i dig (som sagt, det har ikke altid været tilfældet, men som man nok kan fornemme på indlægget, ændrer jeg mig også) meget bevidst om kun at tage imod tøj som vil blive en reel del af min favorit garderobe.
      Jeg håber det gav noget svar, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.

  • Besvar
    Jane
    26/09/2018 at 19:43

    Præcis! Jeg accepterer kun favoritter i mit klædeskab, de enkelte smuttere, der finder vej derind, ryger venligt men bestemt videre 🙂

  • Skriv en kommentar